Aktieekspert om handel med Brøndby-aktien: Kender de ikke reglerne?
Brøndbys storaktionær har bundet sig til at give et bud på alle Brøndby-aktierne til en pris, der efter alt at dømme skal lande på 55 øre. Alligevel har aktien flere dage handlet til en klart lavere pris.
Det er en længe kendt historie at små og ikke-særlig-omsatte aktier kan opføre sig lidt sært - og at aktier i fodboldklubber nærmest er selve bekræftelsen på den regel - med fx pludselige udsving efter gode resultater, der ikke grundlæggende ændrer på klubbernes finansielle forudsætninger.
Den regel synes markedet for tiden for alvor at bevise med handlen i Brøndby-aktien i kølvandet på klubbens 100 mio. kr. store aktieemission.
At der for nylig blev puttet godt 100 mio. kr. ind i Brøndby-aktien har for det første gjort den indtil videre ca. 50 mio. kr. mindre værd i forhold til inden emissionens offentliggørelse - et udtryk for, at investorerne ikke har meget tiltro til, hvordan investeringen bliver forsvaret, forklarer Nordnets aktieøkonom Per Hansen:
»Det er et udtryk for en ret stor mistro, når aktien straks falder til et niveau under den kurs, man netop har gennemført en emission til,« påpeger aktieøkonomen.
En ting ved prisdannelse undrer dog mere: Storaktionær Jan Bech Andersen har nemlig forpligtet sig til at afgive et købstilbud på alle aktierne i selskabet. Tilbuddet er blevet forhåndsgodkendt af Finanstilsynet til at ligge på udbudskursen fra emissionen på 55 øre, så Jan Bech Andersen ikke for eksempel kunne tvinges op i en højere pris af et pludselig opsving af aktien.
Men loven om tilbudspligt indebærer samtidig, at Jan Bech Andersen formentlig ikke kan gå lavere ned i pris end de 55 øre - og at en sådan beslutning i øvrigt kun vil kunne tages af Finanstilsynet.
Det virker usandsynligt - §13 af tilbudsloven siger direkte, at tilbudsgiver ikke må komme med et lavere bud, end hvad vedkommende har købt aktier til inden for det seneste halve år, og der er ifølge Finans Investors oplysninger ikke givet nogen form for dispensation fra den regel til Brøndby-ejeren.
Tilbage står altså, at man fire handelsdage i træk har kunnet købe aktien marginalt billigere end til den pris, Brøndbys storaktionær efter alt at dømme skal købe dem til snart. Handelsmønstrene tyder da også på, at nogle aktører i markedet spekulerer i muligheden for arbitrage - aktien handles næsten ikke, når den kommer tilbage op omkring kurs 55 øre, men når der er udbud under det niveau, købes det ganske hurtigt op.
Hos Nordnet får det Per Hansen til at slå lidt opgivende ud med armene:
»Enten kender sælgere ikke reglerne. Eller sælgerne tror ikke Jan Bech Andersen kommer med et bud, eller er omfattet af tilbudspligt. "Seeing is believing." Eller også er der andre årsager,« lyder hans vurdering.
Brøndby-aktien lukkede tirsdag i kurs 0,54.



