Fortsæt til indhold

Hypet superaktie får syngende lussing af skuffede investorer

Det svenske selskab Fingerprint Cards falder med ca. 14 pct. efter en større nedjustering.

Investor

Det svenske selskab Fingerprint Cards får tæsk af investorerne. Aktien var kl. 9.15 faldet med ca. 14 pct., efter at selskabet tidligere på morgenen nedjusterede forventningerne til omsætningen for regnskabsåret 2016.

Aktien i selskabet har været én af de mest handlede i hele Europa, og den er også yderst populær blandt kunderne hos onlinebørsmægleren Nordnet. Selskabet var ét af de mest hypede i 2015, hvor aktien steg med mere end 1.500 pct. Men inden dagens handel blev skudt i gang, var aktien faldet med mere end 30 pct. siden nytår.

Det voldsomme fald på børsen kommer, efter at selskabet har sænket forventningerne til regnskabsåret 2016 markant. Tidligere forventede selskabet selv, at omsætningen ville lande i intervallet 7,2 - 7,5 mia. svenske kr., og analytikerne forventede, at den ville lande på 7,3 mia. svenske kr.

Men nu lyder forventningen på en omsætning i intervallet 6,6 - 6,8 mia. svenske kr. Mens Fingerprint Cards har nedjusteret forventningerne til omsætningen, lyder forventningen til bruttomarginalen fortsat på 40 pct. Samtidig peger Fingerprint Cards på, at flere faktorer vil påvirke indtægterne i første kvartal i 2017 i negativ retning.

»Omsætningen i fjerde kvartal har været lavere end forventet. Den forventede stærke sæsonbestemte fjerde kvartal udeblev, og det blev hovedsageligt påvirket af tidligere lageropbygning i hele forsyningskæden,« lød det fra selskabet tidligere på morgenen.

Artiklens emner
Fingerprint Cards