Bankkrise? Ikke for de personer, der ejer disse bank-aktier
Hvis man er aktionær i HSBC, har man fået et afkast på hele 36,7 pct. i 2016. Danske Bank-aktionærer har også haft et fint år.
Rundt omkring blandt medier og fagfolk forlyder det sig, at den europæiske banksektor er under hårdt pres og enkelte steder endda er i krise.
Men kigger man på, hvilket afkast nogle af de største europæiske banker har givet i 2016, er situationen en lidt anden.
Efter onsdagens handler havde halvdelen af bankerne i det europæiske eliteindeks for banker, Stoxx Europe 600 Banks, nemlig givet positivt afkast i år. Det viser data fra Bloomberg, som Finans har trukket.
Bedst klarer britiske HSBC sig med et afkast i år på 36,7 pct. Danske Bank er landets bedste på årets afkast, mens skandinaviske banker generelt klarer sig pænt. Således er seks skandinaviske banker at finde blandt de 15 bedste store banker i Europa målt på afkastet i år.
I bunden af tabellen finder man især banker fra Italien og Spanien.

