Markedsrapport: Murdochs store dag til små 100 mia. kr.
Det var store Sky-dag, da den australske mediemogul Rupert Murdoch langt om længe fik købt det selskab, han selv stiftede for 27 år siden.
Hvis det stadig ringer for aktionærernes ører, så må det være jubelråbene, der hænger ved endnu. Der var nemlig grønne tal over hele den amerikanske og europæiske linje, da aktiemarkederne ringede for sidste gang i denne uge.
I USA var dagens samtaleemne, at Coca-Cola skal have en ny topchef, da Muhtar Kent stopper som adm. direktør. Han fortsætter dog som formand for bestyrelsen.
Posten overtages af selskabets nuværende driftsdirektør, James Quincey, og han fik flere rosende ord med på vejen og kunne se Coca-Cola-aktien indtage toppen af Dow Jones-indekset med en stigning på 2,26 pct. Dow steg med mere beskedne 0,72 pct., mens S&P steg 0,59 pct. og Nasdaq med 0,5 pct.
Men dagens store historie på aktiemarkederne var Rupert Murdochs overtagelse af det tv-selskab, han selv startede i 1989, nem Sky. Med sit 21st Century Fox havde han givet et bud på 10,75 pund pr. aktie, og det var mere, end Skys chefer kunne sige nej til. Det betød en voldsomt stigning til den britiske aktie, og Skys aktionærer endte med at have knap 27 pct. mere mellem hænderne, da børserne lukkede fredag. I kølvandet på Sky-handlen steg et andet tv-selskab, ITV, 5,5 pct., da FTSE100-indexet lukkede i London.
Selv i Tyskland gav det lidt efterdønninger, da Prosieben og Deutsche Telekom fik lidt medvind, og DAX-indekset havde flere selskaber, som gik i plus end minus på en dag, hvor de store som Deutsche Bank, Thyssenkrupp og Lufthansa inden for hver sin sektor trak tempoet gevaldigt ned med fald på henholdsvis 3,26 pct., 2,4 pct. og 0,73 pct.
Herhjemme sluttede C20 i nærmest perfekt lukning, idet kun en aktie – Vestas med et fald på 2 pct. – lukkede i rød. Det betød en solid stigning til indekset på hele 1,62, og tre aktier – Coloplast, Novozymes og Novo Nordisk B - steg alle med mellem 4 og 5 pct.


