Tidligere BBC-chef til Theresa May: Murdochs opkøb af Sky kan stadig stoppes
Rupert Murdoch er uegnet til at forvalte Sky, lyder det fra modstanderne. Heriblandt en tidligere bestyrelsesformand for BBC.
Mediemogulen bag 21st Century Fox, Rupert Murdoch, sikrede sig fredag en første købsaftale af det britiske tv-selskab, Sky, som han selv stiftede i 1989. Men opkøbet møder modstand. Fra den tidligere bestyrelsesformand af BBC Trust, Sir Michael Lyons, lyder nemlig nu en skarp opfordring til den britiske premierminister, Theresa May:
Stop overdragelsen.
Det skriver The Guardian.
Rupert Murdoch er nemlig ikke egnet til at forvalte selskabet, mener den tidligere bestyrelsesformand. Det beviste han, da blandt andet The Guardian i 2007 afslørede, hvordan en af hans aviser, News of the World, ulovligt havde hacket sig ind på op mod 4.000 telefoner. Hackingskandalen endte med at blive avisens dødsstød, og siden er syv ansatte både fra avisen og dens moderorganisation, News International, blevet retsforfulgt.
Da Rupert Murdoch i 2011 sidst forsøgte at opkøbe Sky - igennem organisationen News Corporation - meldte de tre største britiske partier sig klar til at kæmpe imod opkøbet, og han endte derfor med at trække sig tilbage. Dengang - i kølvandet på hackingskandalen, der fortsat kastede store afsløringer af sig - lød begrundelsen nemlig, at han ikke var egnet.
»Dette er et interessant øjeblik for fru May. Er hun virkelig interesseret i en anden fremtid for dette land? Hvis ja, så burde hun gøre alt i hendes magt for at kæmpe imod Murdochs tiltagende overtagelse af nyhederne og medierne. Jeg er klar over, at mulighederne for dette er begrænsede, men det betyder ikke, at vi skal forholde os tavse eller ignorere duelighedsprøven,« siger han til The Guardian og opfordrer altså dermed premierministeren til at tage op i parlamentet, om Rupert Murdoch og 21st Century Fox er egnet til at forvalte Sky eller ej.
Fredag indgik Murdochs 21st Century Fox en indledende aftale med Skys chefer om at købe de resterende 61 pct. af Sky, som firmaet ikke allerede i forvejen ejede. Skys chefer har takket ja til et uformelt bud på 10,75 pund pr. aktie, men handlen er ikke endelig endnu. Auktionærerne i det børsnoterede selskab skal stadig gå med til at sælge. Inden for de næste 10 dage kan kulturminister Karen Bradley i øvrigt udsende et varsel om en såkaldt "intervention i den offentlige interesses navn".
Hvis der skal igangsættes en undersøgelse ved den uafhængige kommission, Ofcom, der er nedsat til at undersøge konkurrenceforhold i Storbritannien, er det op til Bradley at klargøre, hvad der skal undersøges. Det kunne f.eks. være en duelighedsprøve, der tester, om 21st Century Fox kan leve op til forpligtelser om objektivitet og nøjagtighed.
Fra den tidligere Labour-leder, Ed Miliband, lyder også en klar opfordring til premierministeren, der ved sin tiltrædelse lovede at kæmpe for den lille mand.
»Vil vi have, at Ruper Murdoch kontrollerer endnu mere af medielandskabet? Nej. Regeringen må henstille buddet på Sky til Ofcom,« skriver han blandt andet på Twitter.
Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel stod der, at handlen mellem Sky og 21st Century Fox var endeligt på plads. Dette er ikke tilfældet. Skys chefer har takket ja til 21st Century Fox' første uformelle bud, men auktionærerne mangler stadig at beslutte sig.


