Fortsæt til indhold

Dansk børshaj brændte fingrene grimt på Ambu: Nu satser han igen

Mads Eg Gensmans' Parvus Asset Management har tabt stort på at satse imod Ambu-aktien. Men efter længe at have lignet en investor med kolde fødder har hedgefonden tilsyneladende pludselig ændret mening.

Investor

En snart atten måneder lang saga om en dansk-ledet hedgefonds op mod en kvart mia. dyre væddemål imod medtech-selskabet Ambu tager nu endnu en drejning.

Efter i månedsvis at have reduceret satsningen imod Ambu - og tabt stort på at trække sig fra spillebordet i samme ombæring - har Parvus Asset Management med den mediesky danske hedgefond-ejer Mads Eg Gensmanns nemlig igen smidt penge på en Ambu-nedtur.

Det fremgår af en registrering indgivet til Finanstilsynet fra hedgefonden.

Der er tale om en relativt begrænset forøgelse af den korte position imod Ambu, fra 1,47 til 1,5 pct. af aktierne. Trækket kommer dog efter, at seks handler i træk mellem september og november har nedbragt positionen fra 2 pct. af det samlede antal aktier.

Netop i de måneder toppede Ambus aktiekurs - indtil videre - med kurser over 380 kr. Størstedelen af Parvus' position er derimod opbygget ved kurser mellem 185 og 200. Og da shorting af aktier går ud på, at man låner aktien, sælger den, for så siden at købe den tilbage og aflevere den til udlåneren, var aktiens optur altså grim for Gensmann.

I slutningen af oktober var Parvus nemlig begyndt at trække sig fra væddemålet på noget nær dyrest mulige tidspunkt. Men skulle hele positionen have været lukket ned der, havde det kostet et tab på ca. 160 mio. kr.

I dag ser tabet aktuelt ifølge Finans Investors beregninger ud til at være reduceret til ca. 75 mio. kr. efter et kursfald til 273. Selv med den forøgede investering skal kursen på Ambu-aktierne dog helt ned omkring 150, inden Parvus kan forlade handlen med skindet på næsen, viser beregningerne.

Fakta: Sådan shortes en aktie
Artiklens emner
Ambu
Mads Eg Gensmann