Fortsæt til indhold

Jutlander Bank: Finanstilsynet godkender bogførte nedskrivninger

Investor
/ritzau/FINANS

Jutlander Bank fik ved kontrolbesøg fra Finanstilsynet i juni og september konstateret en for dårlig kvalitet af bankens lån, hvorfor der blev fundet behov for yderligere nedskrivninger på 47,6 mio. kr.

De er imidlertid bogført nu, hvorfor der igen er tilfredshed med porteføljen hos Finanstilsynet, der har kigget bøgerne igennem endnu en gang.

- Finanstilsynet kunne ved gennemgangen i juni og september konstatere behov for yderligere nedskrivninger på 47,6 mio. kr. i forhold til 31. marts 2016. Nedskrivningerne vedrørte de største landbrug, udlån udtaget ved stikprøve samt bankens egne ejendomme. Banken har bogført nedskrivningerne, hedder det i en redegørelse fra tilsynet.

- Finanstilsynet gennemgik yderligere 20 bevillinger, med baggrund i at det ved en tidligere undersøgelse blev konstateret, at bankens beslutningsgrundlag var dårligere end i sammenlignelige institutter. Finanstilsynet fandt overordnet, at grundlaget for de gennemgåede bevillinger nu er på niveau med sammenlignelige institutter, fortsætter Finanstilsynet.

Det er netop udlån til landbruget, der er et af Jutlander Banks store problemer, lyder tilsynets vurdering. Det skyldes, at banken har flere udlån til den sektor end andre sammenlignelige pengeinstitutter.

- Bankens eksponering inden for mere risikofyldte brancher som ejendomme og landbrug ligger over gennemsnittet for sammenlignelige institutter. Udlånet til landbrug udgør således 15,0 pct. og til ejendomme 14,2 pct. mod henholdsvis 11,1 pct. og 12,2 pct. i øvrige gruppe 2-institutter, skriver Finanstilsynet, der også har konstateret en lidt uklar forretningsmodel.

Og den skal der nu lægges en klarere strategi for.

- Bankens forretningsmodel er på visse punkter upræcis, for eksempel mangler den en uddybning af bankens intention med fjernkundeafdelingerne, og bankens markedsområde i Københavns-området mangler præcisering. Banken fik påbud om at præcisere forretningsmodellen og at sikre overensstemmelse mellem forretningsmodellen og bankens politikker og mål, skriver Finanstilsynet.

Artiklens emner
Jutlander Bank
Finanstilsynet