Lauritz.com ramt af ny skuffelse - må nedjustere væksten
Lavere kommissioner end ventet får auktionshuset til at sænke forventningerne til regnskabet for 2016.
Det går dårligere end ventet for auktionshuset Lauritz.com. Det omstridte auktionshus har derfor set sig nødsaget til at nedjustere forventningerne til regnskabet for 2016, der bliver offentliggjort den 27. februar i år. Lauritz.com venter nu et driftsresultat (EBITDA) for 2016 på 46 mio. kr. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Det vil være 4 mio. kr. mere end i 2015, og det svarer til en vækst i EBITDA på 10 pct. Men tidligere forventede auktionshuset, at driftsresultatet ville ende i et interval på 50-59 mio. kr., hvilket ville have svaret til en vækst i EBITDA på 20-40 pct.
»Den lavere EBITDA-vækst for 2016 er primært forklaret ved lavere kommisionsniveauer i fjerde kvartal end forventet,« skriver Lauritz.com i meddelelsen.
Samtidig oplyser selskabet, at ledelsen nøje vil gennemgå samtlige forretningsområder for at øge omsætningsvæksten. Derudover vil ledelsen »udvide de kommercielle ressourcer på ledelsesniveau,« fremgår det af fondsbørsmeddelelsen.
Derudover fremgår det også, at Lauritz.com vil øge effektiviteten og samtidig reducere omkostningerne.
Det er ikke første gang, at Lauritz.com skuffer. Halvårsregnskabet i august viste faldende omsætning, og der har også været uro om en bygning, som Lauritz.com ville sælge, men som ikke blev solgt alligevel.
Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, peger på, at der ikke er tale om en stor nedjustering, men at det er endnu et skridt i den forkerte retning.
»Udviklingen i Lauritz.com tegner et billede af en koncern, som ikke i tilstrækkelig omfang har været klar til og forberedt på at tage springet fra privat ejerskab til børsnoteret selskab,« skriver han i en kommentar til nedjusteringen.
Nedjusteringen satte sig omgående i aktiekursen. kl. 15.33 var aktiekursen nede med lidt over 9 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs.

