Fortsæt til indhold

TDC har tabt en milliard i indtjening

Teleselskabet TDC omsatte i 2016 for 21 mia. kr. og kom ud af året med et overskud på 3 mia. kr.

Investor

Indtjeningen styrtdykker i TDC. I 2016 mistede det danske teleselskab 1 mia. kr. i indtjening, hvilket svarer til en nedtur på over 10 pct. Blødningen ventes at fortsætte ind i det nye år.

Samtidig faldt TDC's cash flow med 34,7 pct. Til gengæld fik man vendt underskuddet i 2015 til et plus på 3 mia. kr.

Det massive fald i indtjeningen og cash flowet var dog ventet, og faktisk blev nedturen mildere, end TDC selv havde frygtet.

»Det lykkedes os at levere et bedre resultat, end vi havde forventet på indtjeningen og cash flow, og jeg er naturligvis tilfreds med, at vi overgik vores finansielle mål for 2016,« udtaler TDC's koncernchef, Pernille Erenbjerg.

TDC skal bruge 2017 på at sætte propper i de huller, der har kostet i det forgangne år.

»Med hensyn til de finansielle resultater forventer vi at kunne levere en markant forbedret udvikling på både indtjening og cash flow i forhold til den relative store nedgang, vi har oplevet i 2016. For vores cash flow forventer vi således enten stabilitet eller en moderat vækst,” siger koncernchefen.

Når koncernchefen taler om en markant forbedret udvikling i indtjeningen, betyder det altså ikke, at TDC forventer en stigning i 2017. Man satser blot på, at faldet bliver mindre. Man kalkulerer således med en indtjening på 8,3 mia. kr. - altså under niveauet i 2016, hvor man skrabede 8,48 mia. kr. sammen.

Blandt positive elementer i 2016 fremhæver Pernille Erenbjerg selskabets mobilforretning, der fik vendt mange års tilbagegang til vækst. Således voksede antallet af mobilkunder fra 2015 til 2016 med 44.000 privatkunder og 10.000 erhvervskunder.

»På trods af en tyngende regulering på roaming lykkedes vi både at øge omsætningen pr. kunde samt antallet af kunder,” siger Pernille Erenbjerg, der dog måtte se både kundetallet og indtjeningen pr. kunde falde mod slutningen af året.

Til gengæld mistede TDC i samme periode 16.000 bredbåndskunder.

Mio. kr.20162015
Omsætning21.03121.935
Indtjening(EBITDA)8.4889.488
Nettoresultat3.037-2.384
Artiklens emner
TDC