Fortsæt til indhold

Mærsk-formand stopper efter 14 år - afløser er fundet

Michael Pram Rasmussen har meddelt, at han stopper som formand i A. P. Møller-Mærsk.

Investor

A.P. Møller-Mærsk skal finde sig en ny bestyrelsesformand. Michael Pram Rasmussen, der har siddet ved bordenden på Esplanaden i 14 år, har meddelt bestyrelsen, at han stopper efter næste generalforsamling den 28. marts 2017.

»I 2016 tog vi beslutningen om at ændre virksomhedens retning. Med en ny struktur gennemført og et nyt ledelsesteam på plads under Søren Skou, er vi klar til at implementere den nye strategi med fokus på at udvikle Transport & Logistics og under den næste generations ledelse forfølge mulighederne i vores industrier. Tidspunktet for at træde tilbage fra formandsposten er velvalgt for mig personligt som for virksomheden,« udtaler Michael Pram Rasmussen.

Bestyrelsen har allerede udset sig Prams afløser. Den forventer således at vælge Jim Hagemann Snabe, der - udover at sidde i Mærsks bestyrelse - står til at overtage posten som bestyrelsesformand i den tyske industrikoncern Siemens fra 2018.

Næstformand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla takker Michael Pram Rasmussen for hans mangeårige indsats og glæder sig samtidig til at give pladsen videre til Jim Hagemann Snabe.

»Siden 1999 har Michael Pram Rasmussen tjent A.P. Møller - Mærsk som medlem af Bestyrelsen, de 14 af årene som vores formand. Jeg er meget taknemmelig for hans betydelige bidrag til og vedholdende engagement i Gruppen, gennem gode såvel som hårde tider. Michael har kontinuerligt fastholdt en transformation af virksomheden, med indgående forretningsforståelse og loyalitet mod vores navn. Jeg ser frem til at byde Jim Hagemann Snabe velkommen, når han overtager den fakkel, der skal lede os ind i fremtiden,« udtaler Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Jim Hagemann Snabe har et cv, som de fleste erhvervsledere kun kan drømme om. Han har været øverste direktør i DAX30-selskabet SAP, siddet i bestyrelsen hos Danske Bank, været næstformand i Bang & Olufsen, bestyrelsesmedlem i Allianz, World Economic Forum og Mærsk.

»At blive nomineret til ny formand for bestyrelsen er en stor ære for mig. A.P. Møller - Mærsk er en overordentlig stærk virksomhed med en imponerende historie og indflydelse på verdenshandlen og med stort potentiale i en verden af konstant forandring. Jeg ser frem til at samarbejde med bestyrelsen og ledelsesteamet i den omstilling, der ligger foran os, såvel som at sikre en fremtidig solid position for vores olie og olierelaterede forretninger,« udtaler Jim Hagemann Snabe.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Michael Pram Rasmussen