Fortsæt til indhold

Prisen på chokolade er på vej ned

Udbuddet af kakao er for opadgående, og det sender chokoladeprisen nedad.

Investor

Netop som amerikanerne og en del europæere fejrer Valentinsdag, bevæger prisen på chokolade sig i den rigtige retning, nemlig nedad.

Ifølge Bloomberg har gode høstresultater i Latinamerika og Vestafrika medført et sjældent højt udbud af kakao. Det resulterer i lavere priser på chokolade, skriver erhvervsmediet.

»Produktionen kommer til at være meget højere, og det er derfor, priserne falder,« siger Donald Selkin, ledende markedsstrateg hos Newbridge Securities i New York, til Bloomberg.

På Valentinsdag, der fejres d. 14. februar, giver en stor del af amerikanerne chokolade i gave til deres udkårne.

Faktisk ventes amerikanerne at bruge 1,7 milliard dollars på slik i forbindelse med helligdagen, viser en undersøgelse fra den amerikanske National Retail Federation.

På det amerikanske marked er kakaoprisen faldet med 33 pct. i løbet af det seneste år, og prisen er nu ifølge Bloomberg på det laveste niveau i otte år.

Ifølge chokoladeproducenten Hershey Co. har man dog så meget af råvarerne på lager, at der vil gå mellem tre måneder og to år, før indkøbene vil ske til en lavere pris.