Fortsæt til indhold

Vestas: Spansk rival henter kæmpe ordre i Indien

Investor
/ritzau/FINANS

Den spanske vindmølleproducent Gamesa, der konkurrerer med blandt andet Vestas, har vundet en stor ordre på det indiske marked, hvor selskabet skal levere møller til i alt syv forskellige projekter.

Det fremgår af en meddelelse torsdag morgen.

I alt er der tale om en samlet kapacitet på 278 megawatt (MW), der udgøres af 99 styk G114-2,0 MW-møller og 40 styk G97-2,0 MW-møller, oplyser Gamesa.

Dermed udbygger det spanske selskab sin position som den dominerende udstyrsproducent til det indiske marked, som Gamesa har siddet tungt på gennem de seneste år.

Ved alle syv projekter skal Gamesa stå for levering, installation og idriftsættelse af møllerne. De første møller skal efter planen snurre mellem marts og oktober i år.

Kontrakterne er underskrevet i løbet af fjerde kvartal sidste år, oplyser det spanske selskab.

Artiklens emner
Gamesa