Jyske Bank falder efter milliardoverskud
Jyske Bank-aktien falder med mere end 1 pct. fra handelsdagens begyndelse.
Et milliardoverskud ser ikke ud til at tilfredsstille investorerne i Jyske Bank. Aktien har således begyndt dagen med et fald på 1,07 pct. og blev kl. 9.10 handlet i kurs 368,9, efter at Jyske Bank tidligere på morgenen offentliggjorde årsregnskab for 2016.
Jyske Bank kom ellers ud af 2016 med fremgang på bundlinjen. Resultat efter skat lød på 3.116 mio. kr. i 2016 mod 2.376 mio. kr. i 2015. Samtidig steg egenkapitalforrentningen fra 9 pct. i 2015 til 10,3 pct. i 2016.
På baggrund af resultatet for 2016 har bestyrelsen i Jyske Bank indstillet, at der skal udbetales et ordinært udbytte på 500 mio. kr. for regnskabsåret 2016. Det svarer til 5,25 kr. pr. aktie, og det er samme niveau som for regnskabsåret 2015.
Derudover vil banken sætte gang i et nyt aktietilbagekøbsprogram. Det skal løbe fra 1. marts i år til og med 29. september, og det har en værdi af op til 500 mio. kr.


