Fortsæt til indhold

Topchef stopper i William Demant

Niels Jacobsen har efter 25 år i William Demants direktion valgt at fratræde.

Investor

Der bliver rokeret rundt i topledelsen i William Demant. Efter 25 år i William Demant har koncernchef og adm. direktør Niels Jacobsen nemlig valgt at stoppe. Posten som koncernchef og adm. direktør bliver overtaget af Søren Nielsen, der i øjeblikket har titel af chief operating officer.

Ændringerne i ledelsen træder i kraft fra 1. april. Efter denne dato vil direktionen i William Demant udover Søren Nielsen bestå af koncernfinansdirektør René Schneider, mens den øvrige ledelsesgruppe vil bestå af Arne Boye Nielsen (diagnostik), Niels Wagner (retail) og Svend Thomsen (finans).

»Med Søren Nielsen som koncernchef får selskabet en stærk leder, der skal sikre William Demant Holdings fortsatte konkurrencekraft i en dynamisk branche. Han står for både forandringsparathed og kontinuitet og kan videreføre strategien, så selskabet fortsætter sin vækst. Med mange års indsigt i branchen, evnen til at se nye veje og flere kommercielle succeser i bagagen er Søren Nielsen den rette til at lede William Demant Holding, hvor han i øvrigt er meget respekteret som leder,« udtaler Lars Nørby Johansen, der er bestyrelsesformand i William Demant.

Om sin nye rolle i William Demant udtaler Søren Nielsen.

»Jeg er stolt og beæret over at få lov at stille mig i spidsen for en fantastisk virksomhed, som år efter år har leveret gode resultater - ikke mindst i 2016. Vi står på en enorm stærk platform, klar til at møde konkurrencen og den hastige udvikling i vores marked og sammen med vores kunder at levere de mest innovative og velfungerende produkter til slutbrugeren.«

Niels Jacobsen skal fremover være adm. direktør i William Demant Invest. Det er det selskab, hvorfra Oticon Fondens forretningsmæssige aktiviteter udgår. Derudover er Niels Jacobsen indstillet til bestyrelsen i William Demant, hvor bestyrelsen har i sinde at gøre ham til næstformand.

»Niels Jacobsen har med sin forretningstæft fokuseret på, at hver eneste virksomhed i William Demant Holding-koncernen har kunnet agere optimalt i den løbende transformation, selskabet har været i, og resultaterne viser, at det er lykkedes særdeles godt,« udtaler Lars Nørby Johansen.

Artiklens emner
William Demant
Oticon Fonden