Snapchat bliver dobbelt så dyr som Facebook, når selskabet går på børsen
Fra i dag kan investorerne købe aktier i selskabet bag snapchat.
Når det amerikanske aktiemarked åbner senere i dag, torsdag, er det med den amerikanske tech-virksomhed Snap Inc. på kurslisten. Virksomheden, der står bag den populære fotodelings-app Snapchat, bliver børsnoteret, og markedsværdien vil efter alt at dømme nå op på omkring 170 mia. kr.
Ifølge Bloomberg vil Snap Inc. med denne prissætning blive væsentligt dyrere end sine konkurrenter blandt sociale medier. Nemlig over dobbelt så dyr som Facebook og fire gange så dyr som Twitter, når man sammenligner markedsværdien med selskabernes indtjening.
Den høje pris skyldes en enorm efterspørgsel. Flere medier skriver, at investorerne ville købe 10 gange så mange aktier, som der kom i udbud. Snap Inc. endte med at sælge 200 mio. aktier til en stykpris på 17 dollars. Men da kun hver sjette aktie kommer i handlen, regner man med en markedsværdi på ca. 24 mia. dollars - svarende til 169,4 mia. kr.
Med denne type selskaber skal man dog ikke fokusere så meget på prisen, men mere på hvad selskabet kan blive værd i fremtiden, mener Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.
»Man kan regne, vurdere og estimere på mange måder. Man kan undre sig over prisfastsættelsen og den manglende indtjening. I stedet er det dog en bedre ide at forstå spillereglerne: En eventuel investering i Snapchat og andre sociale medier og for den sags skyld vækstvirksomheder generelt handler ikke om, hvad selskabet eller trenden er, men mere om hvad man tror den kan udvikle sig til at blive,« skriver han i en kommentar.
Han beskriver sociale medier som et »varmt investeringsemne«, hvorfor det ikke er så underligt, at prisen og efterspørgslen er så høj.