Fortsæt til indhold

Danskere holder fast i årets taberaktie

Et kursfald på 65 pct. har ikke skræmt de danske aktionærer væk fra Fingerprint Cards. Tværtimod køber flere ind.

Investor

Et svensk selskab skiller sig ud af mængden i det store europæiske aktieindeks Euro Stoxx, hvor 600 af Europas største børsnoterede virksomheder er samlet. Og det skiller sig ud på den knap så heldige måde.

Intet andet selskab er i år faldet mere i værdi end svenske Fingerprint Cards. Kursen har fået et hak på 26 pct., og det giver en bundplacering i et aktieindeks, hvor tre af fire selskaber ellers har givet positivt afkast.

Det har dog ikke skræmt de private investorer hos børsmægleren Nordnet fra at være aktionærer i Fingerprint Cards, der designer og fremstiller systemer til genkendelse af fingeraftryk. Tværtimod.

Bunden af det europæiske aktieindeks Stoxx 600:

  1. Fingerprint Cards, Sverige, -26,6 pct.
  2. Aryzta, Schweiz, -25,6 pct.
  3. Technicolor, Frankrig, -24,3 pct.
  4. Cobham, England, -21,8 pct.
  5. NEXT Plc, England, -20,8 pct.

Da aktien toppede i december 2015 efter et usædvanligt ridt på børsen, hvor kursen syttendoblede i værdi, havde 3.833 danske Nordnet-kunder investeret i Fingerprint. Siden er kursen dykket 65 pct. Men i dag er antallet af kunder med Fingerprint i porteføljen oppe på 4.730. Altså en stigning på 23 pct. Antallet af Fingerprint-aktier i deres porteføljer er steget tilsvarende.

Til gengæld er værdien af deres aktier skrumpet fra 1,34 mia. kr. til 663 mio. kr. Altså over 50 pct.

Kilde: NordnetMarts 2017December 2015
Antal kunder4.7303.833
Værdi af aktier663,7 mio. kr.1.341 mio. kr.
Antal aktier13,93 mio.11,35 mio.*

*Tallet er justeret for aktiesplittet i maj 2016.

»Der har været tale om et fald i markedsværdien i løbet af 2016, som minder om udviklingen i aktiekursen. Kursfaldet i 2016 og 2017 har ikke fået investorerne til at sælge ud. Det fornyede kursfald har derimod fået flere til at købe ind,« bemærker Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Toppen af det europæiske aktieindeks Stoxx 600:

  1. AMS AG, Østrig, 70,2 pct.
  2. STMicroelectronics, Schweiz, 36,6 pct.
  3. Raiffeisen Bank, Østrig, 30,7 pct.
  4. Ipsen, Frankrig, 28,7 pct.
  5. NEX Group, England, 28,6 pct.

Den voldsomme stigning i 2015 var med til at gøre Fingerprint til den mest populære udenlandske aktie overhovedet blandt Nordnets knap 71.000 danske kunder. Men spørgsmålet er, om de har stirret sig blinde på selskabets udfordringer og nu må betale prisen - eller om de derimod har gjort klogt i at købe op for at være med, hvis kursen vender rundt på ny.

»Investorerne har mange grunde til at være i tvivl om fremtidsudsigterne for Fingerprint Cards. På den ene side er biometri i fremgang. På den anden - og det vægter ganske meget - intensiveres konkurrencen. Mere konkurrence betyder alt andet lige lavere markedsandele og pres på priserne, som rammer profitabiliteten. Det er væksten i profitabiliteten, som driver en aktie. Set alene og udelukkende ud fra det synspunkt er de seneste kvartalers kursfald, er aktiefaldet nok mindre overraskende,«

Artiklens emner
Fingerprint Cards
Nordnet