Først flyttede Nordea fra Danmark - nu truer banken med at forlade Sverige
Storbanken Nordea vil rykke sit hovedkvarter ud af Sverige, hvis landet gør alvor af planer om højere bankskatter, lyder det fra topchef over for svensk avis. Skatten vil blandt andet gå ud over danske kunder, forklarer han.
Der er stor sandsynlighed for, at højere bankskat i Sverige er lig med, at Nordea rent juridisk flytter sit hovedkvarter ud af hjemlandet.
Sådan lyder den klokkeklare trussel fra topchef Casper von Koskull i et interview med det svenske erhvervsmedie Dagens Industri.
»75 procent af vores kunder findes ikke i Sverige. I den sidste ende kommer vores danske, norske og finske kunder til at betale for svensk velfærd,« siger Casper von Koskull til avisen.
Nordea flyttede tidligere på året sine aktiviteter i datterselskaberne i samme lande hjem til Sverige, blandt andet for at undgå at arbejde under fire forskellige finanstilsyn og juridiske regimer - en udvikling, der flere gange fik det danske finanstilsyn til at give udtryk for bekymring.
Storbanken har tidligere været rygtet på vej med et opkøb af og efterfølgende juridisk fusion med den delvist statsejede hollandske storbank ABN Amro, hvilket ville gøre alvor af den trussel, Casper von Koskull nu igen fremfører.
Nordea talte både omkring rygterne om fusionen og sidste efterår også om, at en ny svensk bankskat kunne tvinge banken til at finde nyt hovedkvarter. Indtil videre har omkostningerne ved en flytning dog klart opvejet frygten for en svensk bankskat.

