Fortsæt til indhold

Toshiba i nye problemer: Må igen udskyde regnskab

Japanske Toshiba har for anden gang måtte udskyde sit regnskab, efter at koncernens interne revisorer har fundet yderligere problemer med opkøbet af amerikansk atom-virksomhed.

Investor

Toshibas regnskab bliver yderligere mindst fire uger forsinket, efter det er kommet frem, at kaosset omkring et datterselskabs byggeri af to atomreaktorer i USA er endnu mere omfattende end ventet.

Det skriver en række internationale medier. Toshiba afviste søndag, at man overvejede at frasælge sine aktier - vurderet til omkring 870 mio. dollars - i Toshiba Tec. af samme grund.

Det er anden gang, at Toshiba må udskyde regnskabet - og ifølge Bloomberg kan manglen på friske tal til markedet i sidste ende tvinge selskabet af børsen.

Aktien faldt næsten 9 pct. i den tidlige handel på det japanske marked. Toshiba vil nu efter planen aflægge regnskab 11. april, men får man ikke godkendt den deadline, skal regnskabet falde senest 27 marts.

»I dag er det frygten for, at aktien bliver afnoteret, der sender kursen ned. For mange institutionelle investorer er aktien blevet urørlig,« siger analytikeren Kazunori Ito fra Morningstar til Bloomberg.

Ifølge flere medier kan det amerikanske datterselskab Westinghouse Electric, der er centrum for koncernens problemer, stå over for en nedskrivning på 6,2 mia. dollars, primært på det forsinkede byggeri af to atomkraftværker og på udgifterne fra en lang række retssager.

Artiklens emner
Toshiba