Væksten i Scandinavian Tobacco Group er gået op i røg
Omsætningen står stort set stille i tobaksproducenten, men resultatet for 2016 er dog forbedret med 2,1 pct.
Der bliver ikke pulset nok cigarer og pibetobak til, at omsætningen i Scandinavian Tobacco Group går mærkbart frem. Faktisk står omsætningen bomstille, hvis man sammenligner 2016 med 2015.
Nettoomsætningen i Scandinavian Tobacco Group steg med 0,2 pct. til 6.746 mio. kr. Det viser det årsregnskab, som tobaksproducenten netop har sendt på gaden. Selv om omsætningen altså stort set ikke rokkede sig ud af stedet, steg driftsindtjeningen EBITDA med 2,6 pct. til 1.279 mio., kr., og det resulterede i en EBITDA-margin på 21,4 pct. mod 20,5 pct. i 2015.
Kogt sammen medvirkede den forbedrede lønsomhed i Scandinavian Tobacco Group til, at årets resultat blev forbedret med 2,1 pct. I 2016 endte resultatet således på 681 mio. kr. mod 668 mio. kr. i 2015.
»2016 var et tilfredsstillende år med gode resultater. Vi forbedrede EBITDA og leverede stærke frie pengestrømme med en uændret nettoomsætning. Resultaterne afspejler vores planer og indsats. Vi vokser fortsat inden for håndrullede cigarer og ser yderligere muligheder for at tage markedsandele i Nordamerika, der nu udgør næsten halvdelen af vores forretning,« lyder det i forbindelse med regnskabet fra Niels Frederiksen, der er adm. direktør i Scandinavian Tobacco Group.
»Samtidig har vi fremskyndet og udvidet vores omkostningsoptimerings- og effektiviseringsprogrammer til at give besparelser på ca. DKK 200 mio. Vores program for nedbringelse af arbejdskapitalen fortsætter med at levere bedre end planlagt. Derfor forventer vi nu at nå målsætningen om en reduktion af arbejdskapitalen med 500 mio. kr. ved udgangen af 2017, et år tidligere end planlagt,« lyder det videre.
Bestyrelsen foreslår, at udbyttet bliver sat i vejret med 10 pct. til 5,5 kr. pr. aktie. Scandinavian Tobacco Group forventer, at den såkaldte organiske nettoomsætning i 2017 vil stå stille, mens det forventer en organisk vækst i EBITDA på 1-3 pct. I første kvartal af i år forventer Scandinavian Tobacco Group dog, at begge dele vil være negative.
