Fortsæt til indhold

Tobaks-boss: Problemer i USA koster procenter på prognosen

Problemer hos Scandinavian Tobacco Groups detailforhandler i USA har ramt indtjeningen.

Foto: Gorm Branderup
Investor
/ritzau/FINANS

Scandinavian Tobacco Group (STG) venter i 2017 en uændret organisk nettoomsætning, mens der ventes en organisk vækst i driftsresultatet, målt på EBITDA-niveau, på 1-3 pct.

Havde det ikke været for problemer hos selskabets detailforhandler i USA ville forventningen dog have været højere.

- En udskiftning af it-platformen hos vores internetforhandler i USA Cigars International har givet problemer, der påvirker os i 2017. De er ved at være løst, siger direktør Niels Frederiksen til Ritzau Finans og tilføjer:

- Havde vi ikke haft it-problemer, ville vi have guidet 3-5 pct. for EBITDA-væksten, som vi gjorde i 2016.

I 2016 realiserede STG en nettoomsætning på 6746 mio. kr. og et EBITDA-resultat på 1279 mio. kr.

Der er også andre udfordringer for STG.

- Det er stadigvæk sådan, at vores største udfordring er udviklingen inden for maskinfremstillede cigarer, siger direktøren.

Desuden peger han på udfordringer i Europa.

- Vi mangler at gøre det bedre på markedsandele, siger han og fremhæver, at det går godt i blandt andet Storbritannien, men STG skal gøre det bedre i lande som Frankrig, Belgien og nogle af de nordiske lande.

- I løbet af 2016 og fortsat ind i 2017 har vi ændret tilgang på nogle af disse markeder og vi har haft øget fokus på pipeline og innovationer, siger Niels Frederiksen.

Artiklens emner
Tobaksindustrien