Fortsæt til indhold

Bekymret pensionsdirektør: »Jeg kan ikke lide, at aktiekurserne bare stiger og stiger og stiger«

I Industriens Pension er den adm. direktør bekymret for udviklingen på aktiemarkederne.

Opturen på bl.a. det amerikanske aktiemarked har nu varet mere end syv år.
Investor

Aktiemarkederne er buldret op siden bunden efter finanskrisen blev nået i 2009. Dermed er aktiemarkederne inde i ét af de længste såkaldte bull markeder nogensinde, og på de seneste er der næsten ikke gået en dag uden at der er blevet sat en eller anden form for rekord.

Umiddelbart kunne man tror, at det fik landets største investorer til at lade champagnepropperne springe. Men sådan er det ikke i Industriens Pension, der forvalter mere end 150 mia. kr. Her er der nemlig bekymring af spore hos den adm. direktør Laila Mortensen.

»Jeg kan ikke lide det her med, at aktiekurserne stiger og stiger og stiger. På den anden side er det naturligt nok, for hvor skal man ellers placere sine penge? Hvis man placerer dem i de lave renter og der kommer lidt inflation, så bliver værdien udhulet. Spørgsmålet er, hvor længe det varer ved,« siger hun.

Frygter du, at det ender galt?

»På et eller andet tidspunkt kommer der en korrektion. Det er bare et spørgsmål om, hvorvidt det sker i 2017 eller senere. Den seneste store korrektion kom i 2008, og inden da var den længste periode uden en større korrektion syv år. Nu er vi kommet forbi det punkt,« siger Laila Mortensen.

Er der ikke noget, der kan retfærdiggøre de stigende aktiekurser?

»Jo, virksomhederne skaber værdi. Og når centralbankerne køber op og holder renten lavt, er det naturligt nok. Det er bare en ny situation,« siger Laila Mortensen.

Industriens Pension offentliggjorde onsdag årsregnskab, og det viste, at antallet af medlemmer i 2016 steg med 2.400 personer, så det samlede medlemstal nåede op på 402.205. Det højere antal medlemmer i Industriens Pension resulterede i en rekord i 2016, for sidste år nåede indbetalingerne fra medlemmerne nemlig op på 8,4 mia. kr.

Det er det højeste niveau nogensinde, og Industriens Pension forvalter dermed mere end 150 mia. kr. Ved indgangen til 2016 var formuen i Industriens Pension på 138 mia. kr.

For Industriens Pension som helhed endte afkastet på 8,2 pct. sidste år, mens medlemmer med 20 år til pension kunne glæde sig over et afkast på 9,6 pct., hvilket var blandt de højeste i hele branchen. Laila Mortensen forventer ikke, at afkastet vil være lige så godt i 2017.

»Det er jo en underslig situation vi er i, hvor renterne er så lave og aktiekurserne er så høje. Men vi håber på, at vi fremadrettet kan levere lige i underkanten af en årlig real forrentning (årlig forrentning efter omkostninger og korrigeret for inflation, red.) på omkring 3 pct. Der er ekstrem meget usikkerhed i markedet, så det er svært at forudsige, hvad der sker.«

Artiklens emner
Industriens Pension
Laila Mortensen