Fingerprint styrtdykker på børsen - nede med 40 pct.
Der bliver uddelt tæsk til det svenske Fingerprint Cards, efter at selskabet tidligere i dag advarede om et dårligt kvartalsregnskab.
De tusindvis af danske investorer, som har sat penge i svenske Fingerprint Cards, har fået sig en grim overraskelse fra morgenstunden.
Fingerprint-aktien styrtdykker fra morgenstunden. Aktien var få minutter inde i dagens handel nede med 40,67 pct. fra børsåbningen, og aktien er dermed faldet med hele 52,43 pct. siden nytår.
Så sent som den 17. marts havde 4.730 private, danske investorer placeret ca. 518 mio. kr. i aktien, viser data fra onlinebørsmægleren Nordnet.
Det voldsomme fald fra morgenstunden skyldes, at Fingerprint Cards inden børsens åbning advarede om et dårligt regnskab for første kvartal. Af en fondsbørsmeddelelse fremgik det, at det svenske selskab nu forventer, at omsætningen i første kvartal i år vil falde med mere end 50 pct. sammenlignet med første kvartal 2016.
Tidligere forventede Fingerprint Cards, at omsætningen for hele 2017 ville ende i intervallet 7,5-9,5 mia. svenske kr. og en overskudsgrad på mere end 35 pct. Disse forventninger er nu skrottet, og selskabet vil nu ikke længere give guidance for 2017. Derudover har selskabet valgt at skrotte udbyttet for 2016, der ellers var sat til 2 svenske kr. pr. aktie.
Årsagen til problemerne er ifølge Fingerprint Cards en svagere end ventet efterspørgsel kombineret med en lageropbygning i selskabets forsyningskæden.

