Fortsæt til indhold

Vestas' indiske rival sætter stifteren tilbage i chefstolen

Nu sættes stifter igen tilbage på vindmølletronen, efter at han for knap et år siden stoppede som direktør for Suzlon.

Investor
/ritzau/FINANS

Suzlons grundlægger, Tulsi Tanti, sætter sig igen i chefstolen i det vindmøllefirma, han har bygget op fra grunden.

Det fortæller Suzlon i en meddelelse til den indiske fondsbørs.

Tulsi Tanti stoppede ellers som direktør for Suzlon i 2016 for at koncentrere sig om posten som bestyrelsesformand. Men nu har han altså valgt at træde tilbage ind i direktørrollen.

Suzlon nævner ikke, hvad fremtiden bringer for JP Chalasani, der blev hyret som hans afløser for knap et år siden.

Det indiske vindmølleselskab, der blandt andet konkurrerer med danske Vestas, beskriver Tulsi Tanti som en "visionær og verdensberømt ekspert inden for vedvarende energi".

Tulsi Tantis brødre, Vinod Tanti og Girish Tanti, tjener desuden som henholdsvis driftsdirektør og bestyrelsesmedlem i Suzlon, bemærker selskabet.

Desuden omorganiserer Suzlon sine udenlandske datterselskaber for at spare udgifter.

Aktien i Suzlon rører ikke meget på sig fredag oven på nyhederne, hvor kursen svinger lige omkring 19 rupees, hvilket også var lukkekursen torsdag.

Artiklens emner
Suzlon Energy