Fortsæt til indhold

Brøndby vil have Jan Bech og barkonge ind i bestyrelsen

Hovedaktionær er klar på comeback i Brøndby IF-bestyrelsen. Også barkongen Adam Falbert stiller op, mens tidligere DBU-chef er på vej ud.

Investor

Brøndbys stærke mand, hovedaktionær Jan Bech Andersen, er som ventet på vej tilbage i bestyrelsen hos Vestegns-fodboldklubben.

Og med sig tager han formentlig 'barkongen' Adam Falbert, der også er blandt de opstillede.

Det fremgår af en fondbørsmeddelelse fra fodboldklubben.

Til gengæld genopstiller tidligere DBU-topfigur Jim Stjerne Hansen ikke.

Bech Andersen, der besidder majoriteten af aktierne i klubben efter en kapitaludvidelse tidligere på året, har tidligere været medlem af bestyrelsen, men forlod den efter det kom frem, at han under dæknavn i et fanforum havde skrevet særdeles kritisk om klubbens i dag tidligere træner Thomas Frank.

Affæren fik Jan Bech Andersen til frivilligt at forlade bestyrelsen for lidt mindre end et år siden, men nu er han altså klar til et comeback.

Ud over de tre stilles den tidligere Vestas-kommunikationsfigur og Jan Bech Andersens hidtidige forlængede hånd i bestyrelsen, Morten Albæk, også op igen. Den tidligere Nordea-direktør Thorleif Krarup står også til at fortsætte sin lange karriere i bestyrelsen, ligesom Brøndby-formand Jesper Møller fortsætter.

Fra den eksisterende bestyrelse er Sten Lerche og Christian Barrett udpeget til at fortsætte i endnu et år, ligesom Sune Blom genopstiller, mens Jesper Nygård og Michael Vinther også foreslås som nye i ledelsen af fodboldklubben.

Artiklens emner
Brøndby IF
Jan Bech Andersen