Fortsæt til indhold

Forsikringsgigant flytter ansatte fra London ind i EU

Flere af de store aktører på det finansielle marked i Storbritannien er færd med at forberede sig på nye tider - og flytter aktiviteter ud af London.

Investor

Forsikringsmarkedet Lloyd's of London søger mod Bruxelles som konsevens af Brexit og det britiske farvel til EU.

Lloyd's står bag det 329 år gamle forsikringsmarked i den britiske hovedstad, og meddeler torsdag - ifølge BBC News, at der nu bliver etableret en ny europæisk afdeling i Bruxelles, Belgien. Målet er, at den kan være i drift fra næste år.

Topchefen i Lloyds of London, Inga Beale, siger, at valget er faldet på den belgiske hovedstad som base for koncernens kommende afdeling ud fra flere faktorer. Det helt afgørende er dog også at være i EU, når Storbritanien står uden for.

Lloyd's of London har selv ca. 700 ansatte, men dens samlede forsikringsmarked i millionbyen omfatter - ifølge BBC - flere end 30.000 medarbejdere.

Også en række andre finansielle virksomheder og koncerner i London har meldt, at de er i overvejelser om at flytte aktiviteter til andre lande i Europa. Eksempelvis er Barclays og Morgan Stanley i gang med at vurdere mulighederne i Dublin - mens også Frankfurt, Madrid og Amsterdam kan komme på tale.

Storbanken HSBS ventes at flytte et større antal medarbejdere fra London til Paris.

Artiklens emner
Lloyds of London
HSBC Holdings