Fortsæt til indhold

Lauritz.com skiller sig af med to auktionshuse på Sjælland

Lauritz.com har indgået to partnerskabsaftaler, der skal styrke auktionshusets indtjening med 18 mio. kr.

Investor

To partnere står klar til at overtage to af Lauritz.coms auktionshuse i Søborg og Hørsholm. Overtagelserne er en del af to femårige aftaler, som netop er blevet forhandlet på plads. Det har Lauritz.com meddelt fondsbørsen.

Den økonomisk trængte auktionsvirksomhed regner med, at de nye aftaler vil bidrage med 18 mio. kr. til indtjeningen (EBITDA) i 2017.

Auktionshuset i Søborg skal fremover drives af en unavngiven partner, som man i forvejen samarbejder med i Esbjerg. Ifølge Finans' oplysninger drejer det sig om partneren Peter Birk Pedersen, der i en årrække har drevet auktionshuset i Esbjerg via sit selskab PSB. I sit seneste regnskab for 2015 fik PSB et underskud på 2,3 mio. kr.

Imens skal auktionshuset i Hørsholm drives af Lauritz.coms partner i Helsingør. Det drejer sig ifølge Finans' oplysninger om Gemaja Internetauktioner, der er ejet af Geir Magnus Jansen, og som i sit seneste regnskab havde en negativ egenkapital på 9 mio. kr.

Det er kun få måneder siden, at Lauritz.com selv overtog auktionshuset i Hørsholm, da man købte den nødlidende partner Ztuff ud.

De nye partnerskaber betyder, at de medarbejdere, der er tilknyttet auktionshusene, fremover vil være ansat af de to partnere.

»Lauritz.com i glad for at udvide samarbejdet med disse to stærke partnere, der tror på yderligere potentiale i at tiltrække flere sælgere og derigennem skaffe flere genstande i det lokale auktionshus, som kan blive solgt online på Lauritz.com,« udtaler virksomhedens adm. direktør, Mette Rode Sundstrøm.

Lauritz.com, Nordens største auktionshus, kæmper med svigtende økonomiske resultater med en faldende omsætning og en indtjening under pres. Siden man i fjor blev børsnoteret i Sverige, er aktiekursen blevet mere end halveret.

For nylig fortalte Lauritz.com, at man er på udkig efter en ny topchef, efter at Mette Rode Sundstrøm - gift med formanden og stifteren Bengt Sundstrøm - har meddelt sin afgang.

Artiklens emner
Lauritz.com
Mette Rode Sundstrøm