Fortsæt til indhold

Krak og De Gule Siders ejer bliver slagtet på børsen efter ny redningsplan

Eniro falder 32 pct. på børsen i Sverige, efter at selskabet har fremlagt en redningsplan.

Investor

Opdatering: I første udgave af artiklen skrev vi: "hvis ikke Eniro finder købere til aktierne, risikerer virksomheden at gå konkurs". Men Eniro har gjort os opmærksomme på, at selskabets banker har garanteret tegning af hele nyemissionen.

Det kriseramte svenske mediehus Eniro, der bl.a. står bag søgetjenesterne Krak og De Gule Sider, har fremlagt en redningsplan. For at sikre sin overlevelse vil Eniro udstede nye aktier for 275 mio. svenske kr. - det svarer til 214 mio. kr.

Den plan er de nuværende aktionærer langt fra glade for, og kl. 10.30 mandag formiddag var Eniros aktiekurs faldet over 32 pct. (kl.12.45 var faldet skrumpet til minus 20 pct.). Dermed er selskabets værdi reduceret til 117 mio. svenske kr. (Kl. 12.45: 138 mio. svenske kr.)

Faldet er ikke så overraskende. En aktieemission i den størrelsesorden vil nemlig udvande værdien af de eksisterende investorers aktier.

Aktionærerne har i forvejen stået model til meget. I sommeren 2014 betalte de over 30 svenske kr. for en aktie. Men siden er kursen dykket lodret, og i dag er den samme aktie 0,22 svenske kr. værd. I 2006 havde selskabet en markedsværdi på 18,8 mia. svenske kr. - altså var virksomheden 160 gange så meget værd som i dag.

Eniro kæmper bl.a. med en enorm gæld, og de seneste fire år har man kørt med store underskud. Og selskabets redningsplan kunne kun fremlægges, fordi långiverne - seks banker - er gået med til at sløjfe lån for flere hundrede mio. svenske kr. Dele af lånene skal konverteres til aktier.

Men Nordnets investeringsøkonom i Sverige, Joakim Bornold, er ikke sikker på, at Eniro vil lykkes med planen.

»Selskabet har i længere tid balanceret på konkursens rand. Eniro forsøger at strække sig efter det sidste halmstrå, men det er tvivlsomt om aktionærerne er villige til at skyde flere penge i,« siger han til SvD Näringsliv.

Dog har Eniros banker garanteret tegningen af aktieemissionen, og derfor er selskabet sikre på at finde ejere til de nye aktier.

Seneste fem års resultat:

I mio. svenske kr.Resultat
2016-230
2015-34,6
2014-1.172
2013-1.712
2012129
Artiklens emner
Eniro
Krak