Fortsæt til indhold

Amerikanske aktier var på vej mod rekord, men så trak Fed håndbremsen

Nordea erkender, at de amerikanske aktier ser dyre ud. I stedet anbefaler man at se ud i verden.

Investor

De amerikanske aktier havde retning mod nye kursrekorder, da den amerikanske centralbank, Fed, offentliggjorde referatet fra det seneste møde i rentekomiteen, der som bekendt endte med en renteforhøjelse. Men hvad investorerne først er blevet klar over nu, er at Fed planlægger at neddrosle på sine store beholdninger af obligationer.

Den melding sendte både aktier og renter ned. Men i Nordeas investeringsafdeling tager man meldingen med ro. For man mener slet ikke, at behovet for de understøttende opkøb er så stor.

»Vi mener, at den amerikanske økonomi er så stærk i dag, at centralbanken sagtens kan begynde at neddrosle reinvesteringer i obligationer omkring årsskiftet, uden at det spolerer hverken det økonomiske opsving eller aktieopsvinget. Vi ser også rentefaldet i går efter referatet som midlertidig og forventer renterne vil bevæge sig opad det kommende år,« skriver Nordeas seniorstrateg Morten Hessner i en analyse.

Det syn deler investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet, der ser aktiefaldet som et udtryk for, at investorerne nærmest havde glemt, at det kunne ske.

»Det skulle ske på et tidspunkt, og alt i alt må det vurderes, at det mest er den manglende opmærksomhed på at det kunne ske nu, som overraskede investorerne,« lyder det fra Per Hansen, der mener, at meldingen kommer på det helt rigtige tidspunkt.

»Økonomien er i en god forfatning, og arbejdsløsheden på vej mod fuld beskæftigelse. Hvis ikke Fed skulle begynde afviklingen af sin overnormale balance nu, hvornår skulle det så ske?«

På rentemødet rettede flere medlemmer af den pengepolitiske komite FOMC opmærksomheden mod de store stigninger på aktiemarkedet og signalerede, at prissætningen på aktier er høj. Det syn deler man ikke i Nordea. I hvert fald ikke fuldt ud.

»Vi mener ikke aktier er dyre, og slet ikke når man måler relativt til prisfastsættelsen af obligationer. Vi erkender dog, at specielt de amerikanske aktier ligger i den høje end af det niveau, vi kalder fair, hvilket også er medvirkende til, at vi undervægter amerikanske aktier i vores globale aktieportefølje. I stedet anbefaler vi, at man overvægter emerging markets-aktier. Her er prisfastsættelse mere attraktiv og indtjeningsudsigterne er bedre,« lyder det fra Morten Hessner.

Artiklens emner
Federal Reserve
Morten Hessner