Fra opsving til ekspansion: Sælg ikke dine aktier i utide
Den vigtigste drivkræft bag de seneste måneders kursstigninger har været en fornyet fremgang for den globale økonomi. Fremgangen er præcist beskrevet ved vendingen i den ledende økonomiske indikator fra OECD, den økonomiske samarbejdsorganisation med sæde i Paris. OECD’s composite leading indicator (CLI blandt venner) begyndte igen at stige i juli, og bekræftede dermed en stribe andre nøgletal, der alle pegede mod højere vækst.
Jeg bruger OECD’s ledende indikator til at præcisere den økonomiske baggrundsstråling, og meget specifikt til at opdele konjunkturcyklussen i fire specifikke perioder, henholdsvis opsving, ekspansion, opbremsning og nedtur. I andet halvår af 2016 befandt vi os således i et økonomisk opsving, og vi har netop bevæget os ind i den næste fase, ekspansionen.
Der er historisk set en tydelig sammenhæng mellem konjunkturfaser og udviklingen på de finansielle markeder: Generelt belønner finansmarkederne risiko, men ikke når den økonomiske udvikling er negativ. Denne enkle indsigt er med til at styre min kortsigtede fordeling af risiko mellem de forskellige aktivklasser i mine porteføljer. Med udgangspunkt i min konjunkturmodel har jeg derfor forventet positive afkast på risikobehæftede aktiver som f.eks. aktier de seneste måneder.
Hvor denne konjunkturopdeling kan sige noget om det forventede afkast på det helt overordnede niveau, så kan man også grave sig længere ned i udviklingen for såvel aktivklasser som f.eks. aktiesektorer. Et opsving er således kendetegnet ved dels stigende aktiekurser, men også ved at emerging markets aktier normalt klarer sig bedre end udviklede markeder. Blandt aktiefaktorer er det normalt value og small cap, der klarer sig bedst, mens defensive aktier og momentum underperformer. På sektorniveau er det især it, finans og cyklisk forbrug, der skiller sig positivt ud, mens forsyning og sundhed underperformer.
Udviklingen de seneste seks måneder ligger meget tæt på denne skabelon: aktier har slået obligationer, EM har været bedre end DM, og it (bare tænk på Facebook, Amazon, Apple, Google og Netflix de sidste par måneder), finans, industri, og cyklisk forbrug har domineret på sektorniveau.
I skiftet fra opsving til ekspansion sker der flere ting. Det forventede afkast falder noget, men forbliver dog positivt for aktier (+10% p.a.). Emerging markets leverer normalt ikke bedre afkast end globale aktier generelt. Blandt aktiefaktorer træder momentum frem som bedste stilart, mens IT fortsætter som bedste sektor. På obligationssiden nedtones den suveræne performance for high yield og emerging markets obligationer, og generelt er det forventede afkast for obligationer positivt, men beskedent.
I et helikopterperspektiv forbliver den overordnede investeringsstrategi den samme, når vi skifter fra det tidlige til det modne opsving: overvægt aktier, og forvent at blive belønnet for at løbe en risiko. Den positive udvikling i både økonomi og indtjening overrasker imidlertid ikke længere, så faldet i risikopræmierne er ikke så betydeligt, hvilket giver noget lavere afkast. Vi er dog fortsat i den positive halvdel af en fuld konjunkturcyklus, og det er for tidligt at gå i flyverskjul.
Figur 1: Udviklingen i globale aktier på tværs af den økonomiske konjunktur
Kilde: Saxo Privatbank, OECD