Fingerprint-aktien brager ned efter ny skuffelse
Svenske Fingerprint Cards taber markedsværdi efter et sløjt regnskab.
Nedturen i svenske Fingerprint Cards har torsdag morgen fået yderligere fart på. Efter et skuffende kvartalsregnskab, hvor omsætningen blev mere end halveret, er aktiekursen dykket 10 pct.
I årets første tre måneder havde Fingerprint Cards blot formået at skrabe en driftsindtjening ind på 70 mio. svenske kr., hvilket investeringsøkonom Per Hansen fra børsmægleren Nordnet kalder en stor skuffelse:
»Det var dramatisk ringere end forventet og skyldes ikke kun nedgang i omsætningen, men også nedskrivninger på varelageret. Når den teknologiske udvikling går hurtigt er et stort varelager et meget stort problem. Dels fordi det negativt belaster cash flow, men også fordi der er en risiko for, at de varer, man har produceret med henblik på salg, bliver for teknologisk gammeldags,« lød det fra Per Hansen, da regnskabet landede torsdag morgen.
Med det nye aktiedyk er kursen nede i 29,7 svenske kr. Da selskabet var på toppen i december 2015, kostede aktien 135 kr. Det svarer til et fald på 78 pct.
Fingerprint fik mange tilhængere blandt privatinvestorerne og blev på kort tid forvandlet til en folkeaktie, efter at kursen i løbet af 2015 blev mangedoblet. Men siden er det kun gået nedad, og det har kostet millioner for de, der købte sig ind efter den store optur.
I marts havde 4.730 Nordnet-kunder fyldt 13,9 mio. Fingerprint-aktier i porteføljen. I sommer havde aktierne en værdi af knap 1,4 mia. kr. I dag er de ca. 320 mio. kr. værd.
Da Fingerprint Cards var mest værd, havde selskabet en markedsværdi på 34,5 mia. kr. I dag er den skrumpet ind til under 8 mia. kr.

