Nordjyske Asetek sætter kursrekord i Norge
Aalborg-virksomheden Asetek er nu 1,79 mia. kr. værd.
I Nordjylland står virksomheden Asetek bag de kølesystemer, der holder det amerikanske atombombearsenal på den rette temperatur. Men på børsen er selskabets aktier brandvarme. Så varme, at de i øjeblikket bliver handlet til den højeste pris nogensinde.
Asetek er børsnoteret i Norge, hvor en aktie nu koster 89 norske kr. For blot et år siden stod den til 22 norske kr., og dermed er kursen oppe med 300 pct.
I marts og april oplevede Aalborg-virksomheden ellers lidt af et formdyk efter en længerevarende optur, men det fik et regnskab vendt på hovedet. Regnskabet viste, at omsætningen steg 10 pct. i første kvartal, nye ordrer og aftaler landede i en lind strøm, og Asetek leverede for første gang i sin historie flere end 4 mio. vandkølere i et kvartal.
»Vi har medvind i vores stadigt voksende datacentersegment, har modtaget adskillige nye ordrer og vi har desuden i februar underskrevet en udviklingsaftale med en endnu ikke offentliggjort partner. Vores desktopsegment leverede endnu et godt kvartal drevet af en stærk efterspørgsel af vandkølere til gamingcomputere,« sagde adm. direktør og grundlægger André Sloth Eriksen efter regnskabet.
På regnskabsdagen fik aktien faktisk et hak i tuden. Men få dage efter begyndte investorerne at få troen på Asetek tilbage. Virksomheden, der blev skabt i en kælder i bedste Steve Jobs-stil, er med kursstigningen blevet 1,79 mia. kr. værd.
Du kan læse meget mere om den nordjyske milliardvirksomhed her:

