Rekorderne er regnet ned over aktiemarkederne
Flere af verdens store aktieindeks nåede mandag nye rekordhøjder.
For nogle er den første dag i ugen ikke nogen festdag. Men sådan en dag var mandag langtfra, hvis man ser på aktiemarkederne i USA og Europa. Her var investorerne nemlig i særdeles godt humør, og det resulterede i nye aktierekorder.
Hvis vi begynder i USA, steg Nasdaq Composite-indekset med 0,5 pct. og sluttede handelsdagen i kurs 6.149,67. Det er det højeste niveau nogensinde. Det ledende S&P 500-indeks lukkede med en stigning på 0,5 pct., hvilket sendte indekset op i 2.402,34. Det er også højeste niveau nogensinde.
»Ugen begyndte overordentlig positivt med stigninger i samtlige aktiesektorer, og anført af energi og råvaresektorerne sluttede det ledende amerikanske S&P 500-indeks for første gang over niveau 2.400. Dermed er det ledende amerikanske aktieindeks steget med 7,3 pct. i år. Mens aktiemarkedet har været trukket af stærke økonomiske nøgletal og opløftende regnskaber, har vi trukket rundt med en klods om benet i form af energisektoren, der i danske kroner er faldet knap 10 pct. i år. Sektoren er ramt af den faldende oliepris, der også ligger knap 10 pct. lavere end ved årets start,« lyder det i en morgenkommentar fra Morten Hessner, der er seniorstrateg i Nordea.
Det var ikke kun i USA, at der blev sat rekorder. Det ledende tyske aktieindeks DAX steg med 0,29 pct., og sluttede dermed dagen i 12.807,04, hvilket er rekord for det store aktieindeks mod syd.
Også det britiske FTSE 100-indeks satte rekord. Det steg med 0,26 pct., og lukkede dagen i 7454,37. Det er ganske vist ikke et nyt højdepunkt, men indekset var i løbet af handelsdagen oppe på 7460, hvilket er en såkaldt intradag-rekord.


