Fortsæt til indhold

Medstifter vender tilbage til Twitter, og aktien tager et hop

Biz Stone gør comeback hos virksomheden bag det sociale medie. Aktionærerne tager pænt imod.

Investor

Twitters medstifter Biz Stone er tilbage hos virksomheden med de 140 tegn. Det oplyser den børsnoterede virksomhed bag det sociale medie tirsdag.

Ifølge medier som Financial Times og BBC stiger Twitters aktie med ca. 2 pct. som følge af nyheden.

Biz Stone var med til at stifte Twitter tilbage i 2006 sammen med flere andre. I 2011 forlod han imidlertid virksomheden, og siden har han været med til at starte en anden stor internetvirksomhed nemlig Medium.

Nu gør han comeback hos Twitter, oplyser han selv i et indlæg på Medium.com.

»Jeg vender til Twitter på fuld tid med start om et par uger,« skriver han.

Biz Stone er ikke den eneste af de oprindelige grundlæggere, der er vendt tilbage til Twitter på det seneste. Virksomhedens topchef Jack Dorsey er således også blandt stifterne, og han kom retur til Twitter for to år siden. Ifølge Financial Times er det netop Jack Dorsey, der er lykkedes med at få Biz Stone med på holdet igen.

På Twitter skriver Jack Dorsey, at han er glad for, at Biz Stone vender hjem.

Twitter blev noteret på børsen i New York i 2013, og virksomheden har en markedsværdi af ca. 14 mia. dollars.

Artiklens emner
Twitter
Biz Stone