Valglussing til May - sådan kan det påvirke investorerne
Pundet vil formentlig dale yderligere, men aktierne bliver kun kortvarigt ramt, vurderer økonomer.
Den konservative leder Theresa May har mistet sit partis absolutte flertal i det britiske parlament. En skuffelse af dimensioner for May og en overraskelse for mange andre. Investorerne vil være spændte på at se, hvordan drejningen påvirker markederne.
Det britiske pund står til endnu et dyk, og sker det, får det konsekvenser for danskere med britiske aktier i porteføljen. For selv hvis de britiske aktier ikke skulle reagere negativt på resultatet, der signalerer yderligere ustabilitet i Storbritannien, vil danskernes britiske aktier blive mindre værd som følge af pundets svækkelse.
Derudover venter økonomerne kun en begrænset effekt.
»Vi forventer ikke den store effekt på de europæiske aktiemarkeder, om end investorerne forventeligt vil benytte valgresultatet som en undskyldning for at tage lidt gevinst hjem i dag, og så ellers hurtigt vende blikket mod det kommende amerikanske pengepolitiske møde og de makroøkonomiske nøgletal,« lyder det fra chefstrateg Tine Choi fra Danske Bank Wealth Offerings.
Hos Nordea er meldingen stort set enslydende, og i begge banker fastholder man anbefalingen om at overvægte europæiske aktier i porteføljen.
»Aktierne vil formentlig komme i modvind i dag. Valgresultatet ændrer dog ikke ved vores investeringsanbefaling om at overvægte aktier og overvægte Europa på den regionale front i vores investeringsstrategi. Det synkrone økonomiske opsving og den stærke indtjeningsfremgang er grundstenen for vores anbefaling, og det ændres ikke af valgresultatet, selvom der på den korte bane må forventes at komme lidt mere slinger i valsen på de finansielle markeder,« lyder det fra Morten Hessner, seniorstrateg i Nordea.
Per Hansen, der er investeringsøkonom ved børsmægleren Nordnet, forventer en beskeden markedsreaktion.
»Investorerne vil anlægge en 'vent-og-se'-holdning. Udfaldet af valget har været så usikkert at fastslå, at ingen for alvor har regnet med et bestemt resultat. Derfor er bevægelserne hos investorerne alt i alt mindre.«


