Fortsæt til indhold

Brexit-bask til pundet - milliardær varsler lavere levestandarder for briter

En mildere end ventet tale fra nationalbankdirektøren, en hård udmelding fra et ratingbureau – og en kedelig advarsel fra en legendarisk milliardær. Tirsdag var en hård dag på Brexit-fronten – og det led især pundet under.

Investor

For danske shoppingturister har det kunnet betale sig at vente lidt i dag – det britiske pund har nemlig hele tirsdag taget en markant nedtur over for både euro – og dermed kronen – og dollaren.

Det er især to indslag i Brexit-kampen, der tirsdag har sendt pundet til det laveste niveau i måneder med en pris på under 8,43 kr.

Først talte den britiske centralbankchef Mark Carney – og kom med en relativt skarp advarsel mod at forhøje renterne, fordi den britiske økonomi formentlig ikke helt har pusten til det, især i lyset af den tilspidsede Brexit-situation.

»Fra mit perspektiv, med de blandede signaler på privatforbruget og erhvervsinvesteringerne og det stadig lave indenlandske inflationspres, især den anæmiske lønvækst, er nu ikke tidspunktet at begynde den tilpasning,« lød det fra Carney med henvisning til muligheden for stigende renter.

Efter tre af Bank of Englands medlemmer i sidste uge stemte for en renteforhøjelse, var der ellers kommet gang i spekulationen om, at centralbanken ikke var langt fra at gribe til rentehåndtaget. Men det virker altså nu længere væk – og dermed svækkedes pundet markant.

Den trend fortsatte kun, da det store internationale ratingbureau Standard & Poor’s kort efter Carneys tale gjorde klart, at man ikke – som ellers ventet af nogle analytikere – vil vente til Brexit-forhandlingerne er ovre med at bedømme, og muligvis nedgradere, styrken af den britiske økonomi.

Andetsteds kaldte den legendariske milliardær George Soros situationen for nær et afgørende punkt, og Brexit for en "lose-lose"-situation; men Soros ser til gengæld håb forude om, at de økonomiske realiteter hurtigt vil være så åbenbart dårlige, at det kan vende den politiske stemning mod Brexit.

Artiklens emner
Bank of England
George Soros