Fortsæt til indhold

Nordea udskyder beslutning om at flytte sit hovedsæde

Den skandinaviske storbank truede med at flytte sit hovedsæde fra Stockholm, men banken bliver i Sverige - i hvert fald til september.

Investor

Den skandinaviske storbank Nordea flytter ikke fra Sverige endnu. Det oplyser banken i sit halvårsregnskab, der er blevet offentliggjort i dag. Storbanken havde ellers meldt ud, at den ville komme med en udmelding inden sommerferien, om hvorvidt hovedsædet skulle flyttes fra Stockholm. Den beslutning er dog udskudt til september.

»Nye initiativer er opstået i Skandinavien angående en tilslutning til bankunionen. Vi ønsker at undersøge denne udvikling, inden vi tager en endelig beslutning i september,« udtaler Casper von Koskull, der er øverste chef i Nordea i forbindelse med regnskabet.

Nordea har ved flere lejligheder truet med at flytte hovedkontoret ud af Sverige i forbindelse med en højere bankafgift.

Afgiften skal polstre den svenske statskasse til en eventuel ny bankkrise, og pengene skal sættes i en fond, der ventes at være fuldt finansieret - ved at nå op på 3 pct. af de garanterede indskud i svenske banker - i 2025. Det skal ske ved næste år at hæve bankafgiften til 0,125 pct. af bankernes såkaldte afgiftsgrundlag, der beregnes på baggrund af balancen.

Både Finland og Danmark har været nævnt som potentielle nye hjemsteder for Nordeas hovedkvarter. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har tidligere budt Nordea velkommen til at flytte hovedsædet til Danmark. Han peger på, at det vil kunne skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, hvis Nordea flytter sit hovedsæde fra Stockholm til København.

Ifølge Jesper Rangvid, professor ved CBS, vil det dog ikke være uproblematisk for Danmark, hvis Nordea flytter sit hovedsæde til Danmark.

»Det er vigtigt at huske på, at det svenske boligmarked er et, som rigtig mange – inklusive den svenske nationalbank – er alvorligt bekymrede for. Flytter Nordea til Danmark bliver en brist af en mulig svensk boligboble et problem for det danske finanstilsyn, for Nationalbanken og i den sidste ende for den danske stat. For hvorfor skulle Sverige gøre noget for at hjælpe Nordea? Man står jo så med en dansk bank, som er ekstremt udsat over for Sveriges økonomi,« har han tidligere udtalt til Finans.

Artiklens emner
Nordea
Casper von Koskull