Fortsæt til indhold

Telegiganten Ericsson får tæsk på børsen efter milliardfuser

Svenske Ericsson kom ud af andet kvartal med et underskud i milliardklassen.

Investor

Den svenske telegigant Ericsson bliver banket gul og blå på børsen i dag, efter at selskabet har offentliggjort sit regnskab for andet kvartal. Aktien i Ericsson var kl. 10.18 faldet med 10,34 pct., så den blev handlet til en kurs på 54,65 svenske kr. pr. aktie.

Dermed er aktien faldet med næsten 18 pct. det seneste år.

Den kontante afregning på børsen kommer, efter at regnskabet for andet kvartal skuffede på flere områder. Ericsson kom ud af andet kvartal med et underskud på 1,01 mia. svenske kr., hvilket skal ses i forhold til et overskud på 1,6 mia. svenske kr. i samme periode i fjor.

Samtidig lå både omsætningen og overskudsgraden under analytikernes forventninger. Endelig advarede selskabet om, at et svagt marked de kommende 12 måneder kan ramme resultatet med op mod 5 mia. svenske kr.

Analytikerne havde ventet en omsætning på 50,7 mia. svenske kr., men den endte på 49,9 mia. kr., og det justerede driftsresultat endte på 300 mio. svenske kr., hvilket var markant lavere end de 1,7 mia. svenske kr., som analytikerne havde ventet.

»Vi er ikke tilfredse med vores underliggende resultater med et fortsat faldende salg og større tab. I lyset af de nuværende markedsvilkår fremskynder vi de planlagte tiltag for at reducere omkostningerne,« udtaler Borje Ekholm, der er topchef i Ericsson i forbindelse med regnskabet.

Selskabet håber på at kunne finde besparelser for ca. 10 mia. svenske kr. inden midten af næste år. Besparelserne vil dog ikke gå ud over udviklingsafdelingen i Ericsson.

Ericsson er en af Sveriges største virksomheder og har cirka 115.000 ansatte.

Artiklens emner
Ericsson
Borje Ekholm