Fortsæt til indhold

Nordea tjener færre penge, men har stadig overskud i milliardklassen

Den skandinaviske storbank kom ud af andet kvartal med et overskud på 5,5, hvilket var svagere end ventet.

Investor

Den skandinaviske storbank Nordea er ikke helt så profitabel som tidligere, og banken formår ikke at leve op til analytikernes forventninger.

Ifølge Ritzau Estimates havde analytikerne ventet et overskud på 843 mio. euro, men banken kom ud af andet kvartal med et resultat på 743 mio. euro, hvilket svarer til 5,5 mia. kr. Det viser bankens halvårsregnskab, som netop er blevet offentliggjort.

Det er en tilbagegang på 6 pct. i forhold til samme periode sidste år.

»I 2. kvartal var væksten ligeligt fordelt på vores fire nordiske hjemmemarkeder. De overordnede økonomiske forhold er fortsat meget solide, selv om den geopolitiske situation stadig bliver mere ustabil,« udtaler Casper von Koskull, der er øverste chef i Nordea i forbindelse med regnskabet.

Regnskabet for andet kvartal viser, at bankens nettorenteindtægter stort set ikke rokkede sig ud af stedet i forhold til samme periode sidste år. De endte således på 1.175 mio. euro, hvilket svarer til 8,7 mia. kr. Driftsindtægterne i banken stod nærmest også bomstille, da de endte på 2.407 mio. euro i andet kvartal, hvilket svarer til 17,9 mia. kr.

»Efter en periode med forbedrede marginaler har vi på det seneste set en stabilisering af udviklingen, og denne trend ventes at fortsætte. Aktiviteten inden for virksomhedsrådgivning ligger fortsat på et højt niveau, og tilgangen af kapital under forvaltning er steget. Kundernes aktivitet på kapitalmarkederne var lavere i kvartalet som følge af lav volatilitet,« lyder det videre fra Casper von Koskull.

Mens resultatet i andet kvartal faldt, steg omkostningerne med 7 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Det medvirkede til, at resultatet før nedskrivninger endte med en tilbagegang på 7 pct. til 1.291 mio. euro, hvilket svarer til 9,6 mia. kr. I banken kan man dog glæde sig over, at nedskrivningerne på udlån faldt med 17 pct. til 106 mio. euro. Det svarer til 788 mio. kr.

»Aktivitetsniveauet i vores arbejde med forenkling og transformation af banken lå på et meget højt niveau i kvartalet, og det har påvirket udviklingen i omkostningerne. Kreditkvaliteten er solid, og vi forventer nedskrivninger på udlån under det langsigtede gennemsnit i de kommende kvartaler. Vi fortsætter med at opbygge og styrke vores kapital, og den egentlige kernekapitalprocent nåede et rekordhøjt niveau på 19,2,« lyder det fra Casper von Koskull.

Artiklens emner
Nordea
Casper von Koskull