Fortsæt til indhold

Nordea: Norge og Brasilien vandt sommerferien - Japan og Rusland tabte

Emerging Markets, Norge og Brasilien havde alle en stærk tid i den traditionelt stille juli måned, lyder det i en analyse fra Nordea.

Investor

Det norske aktiemarked kom i gang efter et ellers lidt trægt 2017, og de toneangivende brasilianske aktier havde så stærk en måned, at det lige akkurat rettede op på et ellers kedeligt 2017.

Dermed blev de to markeder de bedste lande at have placeret sine penge i hen over sommerferien i juli, lyder det i en analyse fra Nordea.

De norske aktier endte 8,8 pct. oppe i juli, mens det brasilianske Bovespa-indeks sluttede med et plus på 6,6 pct. Til sammenligning steg C20-aktierne 1,8 pct. i løbet af juli - men for hele 2017 har danske aktier dog stadig givet 16,2 mod 4,7 i Norge og bare 1,2 pct. for de brasilianske aktier - alle målt i danske kroner.

I den tunge ende faldt både de japanske og russiske aktier lidt tilbage.

En opgørelse viser, at norske aktier har givet et afkast på 8,8 pct. i danske kroner i juli, mens det brasilianske eliteindeks Bovesta har givet 6,6 pct. Dermed udgør denne duo sommerens helt store aktievindere. Taberne er Japan og Rusland, der har indkasseret tab på hhv. 2,0 og 1,6 pct. målt i danske kroner.

Forklaringen bag den norsk-brasilianske optur i juli skyldes i høj grad olieprisen, lyder det fra Nordeas seniorstrateg Morten Hessner.

»Selv om sommermånederne normalt er rolige måneder på markedet, så betyder det også, at relativt små begivenheder kan give relativt store udsving. Olieprisen har været i fokus i sommermånederne og pilen har peget opad rent prismæssigt. Det betyder altså noget for markeder som det norske og brasilianske, der er afhængige af en god oliepris,« lyder analyse fra seniorstrategen.

Han forklarer, at når russiske aktier har klaret sig dårligere i perioden, skyldes det primært en ugunstig valutaudvikling for en dansk investor.

I det hele taget har det været godt at kigge længere mod øst end Rusland, til Kina, og mod Latinamerika, i løbet af sommeren. Og fremgangen på markederne i mange af netop de såkaldte Emerging Markets-lande tror Nordea vil fortsætte.

»Vi ser et godt potentiale i aktierne fra Emerging Markets i øjeblikket. Værdiansættelsen er usædvanlig attraktiv, når man tager profitabiliteten og den høje indtjeningsvækst i betragtning i regionen, og samtidig forventer vi, at prissætningen kan tiltrække investorer i jagt efter afkast med en acceptabel risiko. Så efter en god sommer, forventer vi, at samba-festen i bl.a. Brasilien og resten af Emerging Markets kan fortsætte,« skriver Morten Hessner i sin analyse.

Artiklens emner
Nordea
Morten Hessner