- Opdateret 15/08/2017 kl. 09:24
Nedturen fortsætter for presset Lauritz.com - overskuddet falder
Omsætningen er faldet med 20 pct. i 2. kvartal, mens overskuddet er faldet fra 8,4 mio. kr. til 5,1 mio. kr.
Presset på auktionshuset Lauritz.com er langt fra væk, men er i stedet nok snarere steget. Det viser regnskabet for 2. kvartal for selskabet, der har haft udfordringer siden børsnoteringen i juni sidste år.
Omsætningen på auktionerne er faldet med 16 pct. fra 286,3 mio. kr. i 2. kvartal 2016 til 241,3 mio. kr. i 2. kvartal i år. Det har resulteret i en faldende omsætning for selve auktionshuset. Den er svundet ind med 20 pct., så den landede på 47,6 mio. kr. i perioden fra april til juni.
Lauritz.com oplyser i regnskabet, at 3 mio. kr. af omsætningen kommer i forbindelse med indgåelsen af et nyt partnerskab, og at faldet i omsætningen primært har fundet sted i forbindelse med, at en partner har overtaget auktionshuset i Herlev.
Regnskabet viser, at der er fremgang i driftsresultatet (EBITDA). Det skyldes ifølge Lauritz.com de 3 mio. kr. fra det nye partnerskab, effekterne af den spareplan, der blev sat i værk i januar og effekterne af, at Lauritz.com ikke længere ejer auktionshuset i Herlev. På trods af fremgang i driftsresultatet endte overskuddet med at falde. I 2. kvartal 2016 endte periodens resultat på 8,4 mio. kr., men i år var overskuddet faldet til 5,1 mio. kr.
Lauritz.com har været ramt af en kaskade af udfordringer, efter at selskabet blev børsnoteret i Sverige i juni 2016. Aktiekursen er blevet mere end halveret Samtidig har auktionshuset døjet med kritisk medieomtale. Bl.a. da det kom frem, at det vrimlede med falske bud på virksomhedens online-auktioner.
Samtidig gik man glip af et bygningssalg på 50 mio. kr., som man ellers havde stillet investorerne i udsigt, og samtidig har mange været kritiske over for Lauritz.coms motivation til at gå på børsen. En stor del af pengene fra børsnoteringen skulle nemlig bruges på at betale ejeren, Bengt Sundstrøms, store milliongæld i forbindelse med et kuldsejlet vinslot i Frankrig.