Fortsæt til indhold

Lån & Spar Bank præsenterer lille fremgang i resultat for 2. kvartal

Resultatet før skat for halvåret er 2,2 mio. kr. bedre end samme periode sidste år.

Investor
Artiklen opdateres

En stigning i gebyrindtægter har sikret Lån & Spar Bank et halvårsregnskab for 2017 med et resultat på 102,2 mio. kr. før skat. Det er 2,2 mio.kr. mere end sidste år.

»Ledelsen anser periodens resultat og basisindtjening for værende tilfredsstillende,« skriver banken i regnskabet.

Banken kom ud af 2. kvartal med netto rente- og gebyrindtægter på 188,2 mio. kr., hvilket er en stigning i forhold til de 180,3 mio. kr., som banken havde i indtægter i samme periode sidste år.

»Stigningen skyldes øgede gebyrindtægter, som delvist modvirkes af et fald i renteindtægterne,« skriver banken i regnskabet.

For halvåret havde banken netto rente- og gebyrindtægter på 373,4 mio. kr. Det er en stigning i forhold til de 356,6 mio. kr. banken havde i indtægter i de første seks måneder af 2016.

På omkostningssiden viser regnskabet et fald i personale- og administrationsudgifter fra 134 mio. i 2.kvartal 2016 til 133 mio. kr. 2. kvartal 2017.

Det er dog ikke kun positive ting, der præger regnskabet. Nedskrivningerne på udlån og tilgodehavender er nemlig steget i kvartalet fra fra 884.000 kr. 2. kvartal sidste år til lidt over 5 mio. kr. i 2. kvartal i år.

Samlet set præsenterer banken et resultat for 2.kvartal på 52,6 mio. kr. før skat og 41.5 mio. kr. efter skat. Det er en forbedring fra samme periode sidste år, hvor resultatet for 2. kvartal var 50,2 mio. før skat og 39,9 mio. kr. efter skat.

For hele 1. halvår sikrer Lån & Spar Bank en stigning på 2,2 mio. kr. mere end sidste år. Resultatet før skat er 102,2 mio. kr. og 80,8 mio. kr. efter skat. Sidste år var resultatet for samme periode 100 mio. før skat og 78,9 mio. efter skat.

Lån & Spar Bank fastholder forventningerne til 2017. Banken forventer en basisindtjening før nedskrivninger for 2017 i niveauet 180-200 mio. kr.

Artiklens emner
Lån & Spar Bank
John Christiansen