Fortsæt til indhold

Harvey presser benzinpriserne markant op

En tredjedel af de amerikanske olieraffinaderier er ramt af stormen Harvey, og benzinpriserne stiger betydeligt. Også olieprisen er mærket.

Houston-området i Texas er fyldt med raffinaderier, der er ramt af Harvey. Foto: AP/D1avid J. Phillip
Investor

Mens først orkanen, så stormen Harvey nægter at slippe sit destruktive tag i især Texas og de omkringliggende stater, går det nu mærkbart ud over den olieindustri, der har samlet mange af sine aktiviteter netop i det område.

Ifølge Financial Times er en tredjedel af de amerikanske olieraffinaderier påvirket i en eller anden grad. Det slår direkte igennem på benzinprisen. Torsdag steg den 10-15 pct. og ligger på det højeste niveau i to år.

Der er i markedet stor usikkerhed om, hvornår produktionen kan normaliseres igen. Det gælder ikke kun raffinaderierne, men hele olie- og benzininfrastrukturen, som er tæt lige i det område, Harvey hærger.

Også olieprisen steg torsdag, men den har svinget en del i de seneste par dage. Problemerne for raffinaderierne betyder, at råolien hober sig op, og det tilsiger lavere priser. Men samtidig er der usikkerheden om hele infrastrukturen i olieindustrien, og generelt er der i markedet en forventning om stigende oliepriser pga. en øget efterspørgsel.

Hvad priserne gør i de kommende dage kommer ifølge de analytikere, som nyhedsbureauerne Bloomberg og Reuters har talt med, an på, om Harvey bliver i området eller bevæger sig væk eller opløses. Og derefter kommer det så an på, hvor store skader olieindustrien er ramt af, og hvor hurtigt både produktionen og infrastrukturen kommer i gang igen.

Torsdag aften lå en tønde Nordsøolie til en pris på 52,38 dollars efter en stigning på over 3 pct. over det seneste døgn.

Artiklens emner
Orkanen Harvey