Fortsæt til indhold

AGF-ejer ramt af nyt millionunderskud

Aarhus Elite er kommet ud af det forskudte regnskabsår 2016/2017 med endnu et underskud.

Investor

Pengene fosser ud af Aarhus Elite, der står bag den aarhusianske fodboldklub AGF. AGF-ejeren er kommet ud af det forskudte regnskabsår 2016/2017 med et underskud på 9,2 mio. kr. Det er værre end sidste år og det er samtidig det niende underskud i træk.

Man skal dermed helt tilbage til årsregnskabet for 2007/2008 for at finde sorte tal på bundlinjen. Dengang sluttede AGF som oprykker på en 10. plads i ligaen, træneren hed Ove Pedersen, og Aarhus Elite fik et overskud på 84.000 kr.

På trods af endnu et underskud og et resultat på banen, der ikke levede op til forventningerne, har man taget en form for klaphat på i Aarhus Elite.

»Når man går regnskabet igennem, er der flere positive historier at hæfte sig ved - blandt andet de stigende sponsorindtægter og tilskuertal, og at vi performer som forventet på udlejninger og afholdelse af events. Men dét at vi ikke har indfriet den sportslige målsætning kombineret med manglende transferindtægter, som er det laveste i flere år, gør, at vi lander på et underskud på 9 mio. kr., hvilket ikke er tilfredsstillende,« lyder det fra Jacob Nielsen, der er adm. direktør i Aarhus Elite.

I bestyrelsen vælger man også at se positivt på tingene.

»På en lang række områder har vi nået de mål, vi har sat i løbet af regnskabsåret. Sportsligt lykkedes vi dog desværre ikke med at ende i top 6, og det kan også aflæses i det økonomiske resultat. Men vi følger den plan, vi har lagt, og arbejder ufortrødent med at styrke vores fundament hele vejen rundt, så vi hele tiden forbedrer vores forudsætninger for at indfri vores langsigtede målsætninger,« lyder det fra Lars Fournais, bestyrelsesformand i Aarhus Elite.

Resultatet for 2016/2017 stemmer overens med den seneste udmelding. I Aarhus Elite forventede man oprindeligt, at resultatet for dette regnskabsår ville ende mellem 3 mio. kr. og minus 3 mio. kr. Men i juli nedjusterede klubben forventningerne til et minus på ca. 9 mio. kr. Nedjusteringen bundede primært i dårlige resultater på banen, og at indtægterne fra spillersalg ikke var så store som ventet.

Omsætningen endte på 111 mio. kr., og Aarhus Elite forventer, at den i regnskabsåret 2017/2018 vil ende på 115 mio. kr. Målsætningen er at ende blandt de seks bedste i Superligaen, så man dermed kommer til at spille med om mesterskabet.

Placeringen er samtidig »en vigtig forudsætning for et forventet resultat omkring 0 kr.,« skriver Aarhus Elite i regnskabet. AGF er aktuelt at finde på en 10. plads i Superligaen.

Artiklens emner
AGF
Aarhus Elite