Volkswagens overskud overrasker selv de mest optimistiske analytikere
Bilgiganten, Volkswagen, kører til tops og går over alle forventninger.
Der blev tjent flere penge end ventet hos Volkswagen i tredje kvartal, hvor bilproducentens overskud overgik forventningerne hos selv de mest optimistiske aktieanalytikere.
Det tyske selskab kommer ud af perioden juli, august og september med et justeret driftsoverskud på 4,32 mia. euro. Analytikerne havde ifølge Bloomberg ventet et overskud på 3,97 mia. euro med estimater i intervallet 3,75-4,17 mia. euro.
Toplinjen var også højere end ventet, da bilsalget beløb sig til 55 mia. euro mod en forventning om 54,5 mia. euro.
Bilproducenten, der sidste år var rodet ind i en stor skandale omkring software, der skulle skjule bilers udledning af visse gasser, justerer forventningerne til 2017 i forbindelse med regnskabet.
Selskabet venter nu, at driftsmarginen bliver en anelse højere end 6-7 pct., som den tidligere prognose lød på, mens omsætningen fortsat forventes at stige 4 pct. sammenlignet med 2016.
Volkswagen-aktien stiger fredag morgen knap 2 pct. på børsen i Frankfurt.
