DFDS får massive kurssmæk efter brexit-relateret nedjustering
Det danske rederi DFDS straffes massivt af investorerne på den københavnske fondsbørs tirsdag formiddag.
Aktien brager ned med 9,1 pct. til 217,20 kr., efter at selskabet forud for den danske børsåbning offentliggjorde sit regnskab for andet kvartal, der ellers bød på fremgang i hovedtallene.
Til gengæld indeholdt regnskabet også en nedjustering af forventningerne til hele året, hvilket tilskrives den øgede usikkerhed omkring brexit, og det skuffer tydeligvis investorerne.
DFDS venter nu et driftsoverskud før renter, skat samt af- og nedskrivninger, EBITDA, før særlige poster på 3,5-3,8 mia. kr. og en omsætningsvækst på 6-8 pct. Tidligere ventede rederiet et EBITDA-resultat før særlige poster på 3,8-4,0 mia. kr. og en omsætningsvækst på 10-12 pct.
- Brexit er en ekstraordinær situation, som i øjeblikket sænker væksten i vores færge- og logistiknetværk. På trods af denne modvind er vi stadig på vej til at fortsætte vores vækst i år. Arbejdet med at indfri vores nye strategiske og finansielle ambitioner er kommet godt i gang, og der sker løbende fremskridt, lyder det fra rederiets topchef, Torben Carlsen, i regnskabet.

