Aktier/åbning: FLSmidth og Vestas topper i grøn start for eliteindeks
Vestas og FLSmidth fører an i en positiv åbning på det danske aktiemarked onsdag, hvor C25-indekset efter 15 minutters handel ligger 0,2 pct. højere i 1436,59.
Reaktionen på morgenens regnskab fra Ringkjøbing Landbobank er afdæmpet, og i rapporten fastholdt banken da også de senest udmeldte forventninger.
Der er stigninger i 17 af de 25 aktier i eliteindekset, og Vestas er med i førerfeltet med en stigning på 1,5 pct. til 839,20 kr.
Kursmålet for vindmøllekoncernens aktie er blevet løftet hos finanshuset ABG Sundal Collier med 26 pct. til 910 kr. fra førhen 720 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb" af analytiker Casper Blom.
GN ligger desuden 1,2 pct. højere i 387,30 kr. Her kan det spille ind, at Nordea har hævet kursmålet til 426 kr. fra 408 kr. og gentaget anbefalingen "køb".
LUFTHAVN SER STOR UNDERSKUD
Københavns Lufthavne er kort efter børsåbningen kommet med tal for andet kvartal, som ikke overraskende er stærkt påvirket af covid-19 og den manglende rejseaktivitet som følge af pandemien.
Lufthavnen kom ud af kvartalet med et underskud før skat på 300 mio. kr., og for hele 2020 venter Københavns Lufthavne et nettounderskud på 450-750 mio. kr.
Lufthavnsaktien ligger 1,1 pct. højere.
FLSmidth har i kølvandet af tirsdagens regnskab fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af Danske Bank. Det skriver Bloomberg News. Finanshuset løfter i samme ombæring kursmålet med 5 kr. til 195 kr.
FLS-aktien ligger 1,6 pct. højere i 186,15 kr. efter et fald tirsdag på 3,1 pct.
FASTHOLDER FORVENTNINGER
Ringkjøbing Landbobank kom ud af andet kvartal med et resultat efter skat på 227 mio. kr., hvilket var en lille stigning fra 221 mio. kr. i samme periode sidste år.
Basisresultatet før nedskrivninger steg ellers til 328 mio. kr. fra 318 mio. kr., men nedskrivninger på 66 mio. kr. mod 24 mio. kr. i andet kvartal sidste år trækker ned længere nede i resultatopgørelsen.
Banken fastholder de forventninger, som den nedjusterede til 23. marts som følge af coronakrisen og den makroøkonomiske usikkerhed.
Aktien i Ringkjøbing Landbobank ligger uændret i 482,50 kr. Senere onsdag kommer der også regnskab fra Djurslands Bank.

