USA/tendens: Udsigt til fortsat fald i teknologiaktier
Der er blandede signaler op til åbningen af det amerikanske aktiemarked tirsdag. Futures på teknologiindekset, Nasdaq, ligger 0,2 pct. lavere, mens futures på Dow Jones-indekset stiger 1,3 pct., og futures på det brede S&P 500-indeks ligger 0,6 pct. højere en halv times tid før åbningen.
Mandag sås en sektorrotation, hvor teknologiaktierne på Nasdaq-børsen bakkede, mens de mere cykliske aktier i Dow Jones gik frem.
Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund mandag 0,3 pct. og lukkede omkring 1 pct. fra rekordniveauet i februar. Dow Jones-indekset gik op med 1,3 pct., mens Nasdaq faldt 0,4 pct.
Investorerne foretrak cykliske aktier, fordi politikerne i Washington alligevel blev enige om at genoptage de ellers skibbrudne forhandlinger om en hjælpepakke.
Samkørselsselskaberne Uber og Lyft falder i formarkedet, da selskaberne ved en domstol i Californien blev pålagt at klassificere deres chauffører som ansatte, hvilket giver dem ret til sygepenge, betalt orlov og andre goder. Det kan markant øge selskabernes omkostninger. Begge aktier ligger 1,8 pct. lavere i formarkedet.
Kinesiske Nio, der producerer elbiler, stiger 9,3 pct. i formarkedet efter at have annonceret, at tabet i andet kvartal er reduceret med 64 pct. Samtidig blev det meddelt at leveringerne af selskabets modeller ES8 og ES6 steg 322 pct. i forhold til juli sidste år.
Medicinalselskabet Novavax, der som så mange andre er i gang med udviklingen af en coronavaccine, falder omkring 4 pct. i formarkedet, da investorerne reagerer på nyheden om, at Rusland har godkendt en coronavaccine og dermed måske kommet først.


