Fortsæt til indhold

USA/åbning: Nye navne i Dow Jones topper i grøn start

Aktier
/ritzau/FINANS

En større udskiftning i Dow Jones-indekset spiller ind i tirsdagens amerikanske aktiehandel, hvor både det indeks og S&P 500-indekset er startet i grønt, mens Nasdaq-indekset omvendt falder en smule.

Honeywell, Salesforce og Amgen er på vej ind i Dow Jones-indekset, hvor de fra på mandag skal erstatte Pfizer, Raytheon og Exxon Mobil.

Det sker for at opveje aktiesplittet i teknologikæmpen Apple, der ændrer stort på vægtningen af teknologisektoren i indekset. Blandt andet derfor tilføjes Salesforce.

Og de tre nytilkomne stiger pænt i den indledende handel.

Her løftes Honeywell således med 3 pct. til 164,12 dollar, Amgen stiger 2,6 pct. til 241,72 dollar, og Salesforce går 2 pct. frem til 212,58 dollar.

De tre aktier på vej ud falder omvendt. Pfizer bakker 1,3 pct. til 38,34 dollar fra start, Raytheon falder med 1 pct. til 61,25 dollar, og Exxon Mobil sætter sig 0,7 pct. til 41,91 dollar.

Samlet set løftes Dow Jones-indekset med 0,3 pct. efter kort tids handel, og S&P 500-indekset stiger med 0,2 pct., mens Nasdaq-indekset bakker 0,1 pct.

FOKUS FLYTTES FRA TEKNOLOGI PÅ VACCINENYT

Generelt er markedet positivt præget af nyhederne om coronavirus og en vaccine mod sygdommen covid-19.

Hele udviklingen kan blive fremskyndet grundet slækkede krav fra myndighederne og regeringen, og samtidig lægges der også pres på udviklerne gennem den godkendelse af behandling med blodplasma, som USA's præsident, Donald Trump, annoncerede søndag.

Fokus på bedring af pandemien sender også investorerne væk fra den sikre havn i de store teknologiselskaber, der har trukket store dele af fremgangen for de amerikanske aktier i år.

I stedet satses der tirsdag på mere industri og aktier i rejse- og fritidssektoren.

Apple falder med 1,2 pct. til 497,45 dollar i den tidlige handel, hvor Amazon samtidig sætter sig 0,9 pct. til 3277,91 dollar. Det er også med til at holde Nasdaq-indekset nede.

Samtidig stiger luftfartsselskaberne Southwest Airlines og American Airlines med henholdsvis 0,5 pct. til 37,11 dollar og 1,7 pct. til 13,67 dollar i den tidlige handel.

TIFFANY PRESSET AF LOUIS VUITTON-MELDING

Smykkekæden Tiffany er i øvrigt presset tilbage, efter at franske LVMH har forbeholdt sig retten til at modsætte sig den forlængede deadline på de to selskabers sammenlægning, som det amerikanske selskab har fastsat.

I november sidste år tilbød LVMH 16 mia. dollar for Tiffany, men siden har coronakrisen udskudt handlen, og senest har det amerikanske selskab udskudt bagkanten for gennemførslen med tre måneder til den 24. november.

Det vil LVHH dog ikke nødvendigvis være med til, og det skaber frygt for, at hele handlen kan falde fra hinanden.

Tiffany-aktien falder med 3,9 pct. til 122,09 dollar fra start.