Fortsæt til indhold

Tirsdagens aktier: Investorerne tog gevinst hjem i Vestas og Ambu

Aktier
/ritzau/FINANS

Bratte fald ramte aktiemarkederne tirsdag, hvor nedturen på det hjemlige marked accelererede midt på eftermiddagen, da investorerne tog gevinster hjem i et bredt udsnit af de danske aktier, blandt andet Ambu, Bavarian og Vestas.

- Vi ser en "risk-off"-stemning hele vejen rundt. Markedet er blevet noget mere usikkert og bekymret igen, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink.

Han tilskriver til dels faldene frygt for effekterne af en ny andenbølge under pandemien. Oven i tages der gevinster hjem - en udvikling, der startede i den amerikanske teknologisektor torsdag.

- Vi ser, at mange af de aktier, der rykker meget op i et positivt marked, også er dem, der sætter sig i det negative marked, siger Mads Zink.

VINDERE I RØDT

I bunden af det danske C25-indeks endte aktier som Bavarian, Ambu og Vestas, der trods tirsdagens fald alle har givet deres ejere positive afkast på 38-51 pct. i år.

Bavarian lukkede 3,2 pct. lavere i 199 kr., Vestas faldt 3,7 pct. til 919,80 kr., og Ambu lukkede 3,2 pct. lavere i 169 kr.

Nedturen ramte dog bredt, og hele 22 af de 25 eliteaktier tabte højde. Facit for C25-indekset blev et fald på 1,7 pct. til 1439,29.

PANDORA MED I TOPPEN

Blandt de få aktier, der klarede frisag, var Pandora. Aktien lukkede 0,1 pct. højere i 469,50 kr., efter at finanshuset HSBC løftede kursmålet for aktien til 560 kr. fra 480 kr.

Der var også fremgang i A.P. Møller-Mærsk, der steg 0,3 pct. til 9744 kr. uden bagvedliggende nyt.

Barclays løftede kursmålet for Tryg til 220 kr. fra 212 kr., og gentog anbefalingen "overvægt" af forsikringsaktien, der længe lå højere, men sluttede i et minus på 1,2 pct. til 187,30 kr.

Genmab, der fik løftet sit kursmål til 2400 kr. fra 2275 kr. af Bernstein, faldt derimod 2,5 pct. til 2204 kr., hvilket reducerede årets afkast til lige under 49 pct.

H+H FÅR NYT FRA UK

Blandt sidepapirerne faldt H+H International med 3,6 pct. til 117,80 kr., efter at Storbritanniens største distributør af byggematerialer, Travis Perkins, som blandt andet sælger porebetonprodukter fra H+H, udtrykte sig forbeholdent, når det gælder udsigterne på markedet på kort sigt.

- Der har for nylig været en stærk bedring i salget af eksisterende boliger, men det er endnu uklart, om der er tale om en vedvarende trend, eller om der er tale en undertrykt efterspørgsel (efter nedlukningerne under coronapandemien, red), hedder det i halvårsregnskabet.

Meldingen kom, efter at H+H-aktien onsdag i sidste uge nød godt af løfterige meldinger fra den britiske husbygger Barratt Developments, der meldte om en betydelig bedring i salget af nye huse til fremtidig opførsel. Ved den lejlighed steg H+H med 7,4 pct.