Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Mærsk bevarer sin føring i svagt faldende marked

Aktier
/ritzau/FINANS

Mærsk ligger mandag middag fortsat i toppen af det danske C25-indeks, efter at aktien fra morgenstunden revancherede sig lidt oven på fredagens nedtur, der var udløst af rygter om kinesisk indblanding i containerraterne.

Selskabets B-aktie stiger med 1,7 pct. til 9612,00 kr. efter fredagens fald på 6,2 pct. Det sker i et marginalt negativt marked, hvor det danske eliteindeks går tilbage med 0,2 pct. til 1462,89.

Tidligere på dagen lå C25 ellers i plus, efter nyheden om at Astrazeneca og Oxford University har genoptaget kliniske forsøg med deres vaccine mod coronavirus, men i løbet af formiddagen har markedet - også i resten af Europa - tabt lidt terræn.

- Det er en klassisk mandag. Folk er afventende og ser det an lige nu, hvor der lige nu mangler en trigger på den korte bane. Investorerne hæfter sig stadig ved corona, hvor der ser ud til at være kommet en anelse mere ro på, siger senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje til Ritzau Finans.

Mens Mærsk klarer sig bedst i C25, så ligger Pandora i modsatte ende med et fald på 1,8 pct. til 490,60 kr. Derudover er blandt andet DSV Panalpina, Genmab, Novo og Ambu med til at trække indekset ned.

Genmab ligger 0,9 pct. lavere i 2235 kr., og indekstunge Novo falder 0,3 pct. til 416,95 kr.

Christian Thatje vurderer, at pharma-aktiernes fald skyldes en større efterspørgsel på cykliske aktier.

- Hele pharma-sektoren ligger underdrejet, og det er åbenbart ikke den, man hopper på halvanden måned før valget i USA. Så vil man hellere gå den cykliske vej, som er i vækst.

Blandt de cykliske aktier ligger FLSmidth 0,4 pct. højere i 199,10 kr.

LØFTET ANBEFALING TIL NORDEA

Nordea-aktien har fået løftet sin anbefalingen til "køb" fra tidligere "neutral" af det schweiziske finanshus UBS, skriver Bloomberg.

Baggrunden for løftet er en bedre end ventet økonomisk genopretning i Norden, hvilket har givet positive konsekvenser for indtjeningen og kapitalafkastet for regionens banker.

For den nordiske banksektor hæver UBS i gennemsnit sine estimater for indtjeningen per aktie med 2,7, 1,8 og 2,5 pct. for i år, næste år og 2022.

Nordea-aktien ligger mandag middag 0,7 pct. højere i 49,66 kr.

Jyske Banks aktie indledte dagen med en god stigning, men ved middagstid er den faldet tilbage til 191,75 kr., hvilket er 0,3 pct. lavere end fredag.

I en analyse lufter aktieanalytiker Asbjørn Mørk fra Danske Bank tanker om, at Jyske Bank bør frasælge Jyske Realkredit og i stedet søge at genoptage samarbejdet med Nykredits Totalkredit. Det skriver Børsen.

Analytikeren bemærker, at Jyske Banks aktiekurs er faldet så meget, at den samlede koncern er mindre værd end sin individuelle forretning inden for realkredit.

GN ligger med en stigning på 1,3 pct. til 463,20 kr. med i toppen af det danske eliteindeks næst efter Mærsk. I fredags erklærede den franske storbank Société Générale sig som storaktionær i GN Group med en ejerandel på 5,07 pct. mod før 4,83 pct.

Sidepapiret RTX forsætter morgenens fald til 2,7 pct. til 217,00 kr.

Selskabet oplyste mandag morgen, at bestyrelsesmedlemmet Jesper Mailind har købt aktier i selskabet for 199.229 kr.